81 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
En forfatter som
Palle Lauring
går ganske anderledes radikalt
til værks. Allerede i sin chokerende bog
Danmarks håb og horn
(1954) former han et nyt Absalon-billede, der bærer kraftige mær
ker af den weibull-arupske afmytologisering og af forfatterens my
stiske teori om »Kongelykke og Kongeskæbne«. Han er ikke util
bøjelig til at mene, at Valdemar og
Absalon
havde planer om at
myrde Svend Grathe ved blodgildet i Roskilde, og han mere end
antyder muligheden af, at Valdemar den Stores død i 1 182 er
et giftmord, som Absalon stod bag. Det er den weibullske teori
om den vældige strid mellem de jyske Trugotsønner og Hvide
ætten, der spøger bag denne hypotese. »Absalons drøm er klar:
kongedømmet for Hviderne i tidens fylde«.202
Tesen - og dermed elementer til en ny myte - genfindes i Lau
rings folkelige historieskrift:
Valdemarerne
( 1 96 1 ) . Han følger
Arups skildring af valgtrykket ved bispevalget i Roskilde og ved
ærkebispevalget i Lund op. Absalon bliver køligt beregnende i sit
forhold til Valdemar. Lørst da Svend er fældet på Grathe Hede,
slutter Absalon sig for alvor til ham og opnår med det samme
Roskilde bispestol.203 Også det nationale og udenlandsfremmede
hos Absalon understreges. »Han er ude at studere, men han skal
aldrig ud og studere videre«.204 Vi hører »aldrig om Absalons
studier eller hans kendskab til kirkelig litteratur«.200 Han er en
»hjemmedansk, snævrere i faget, ikke så vidt favnende europæisk
ridder, undtagen hvor det ny europæiske er en klar fordel, for
eksempel i forholdet mellem Herre og bønder«. Absalons hårdhed
forties ikke, og de arupske betegnelser godsejer og godssamler knæ
sættes; men Lauring tillægger hans magtstræben de højeste mål:
Hvideætten på Danmarks trone og han selv - den ugifte og barn
løse — efter sin død hvilende i et helgenskrin foran højalteret i
Sorø Kirke - hans private sidestykke til Valdemarernes kirke i
Ringsted.
7 9