HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

G U S T A V A L B E C K

alderkirkes store, historieskabende skikkelse. Han fylder måske end

da også politisk »fuldt så meget som sin efterfølger«, og kong

Valdemar har »næppe været så afhængig af Absalon, som Saxo

giver os indtryk af«.

I polemik med Hans Olrik skriver Koch: »Ingen ville formo

dentlig nu om dage betegne Absalon som den største dansker, der

har levet, men det behøver jo ikke at betyde, at han og hans værk

reduceres til intet. Tværtimod er det et spørgsmål, om ikke det,

han har mistet i retning af overmenneskelig idealitet og uplettet

hæder, fuldt ud vindes tilbage i et billede, hvor lys og skygge

veksler, og hvor der derfor er mere virkelig menneskelighed. Men

billedet er blevet et andet - det kan ikke nægtes«. 199

I denne sammenhæng tegner billedet af Absalon som

mægleren

sig tydeligt. Koch fremhæver, at Absalon fra Paris hjembragte ikke

blot respekten for de gregorianske kirketanker, men også et nyt

syn på kongemagten og dens forhold til kirken. Det er ikke til

fældigt, at begrebet konge af Guds nåde dukker op på Valdemar

den Stores tid. Absalon tilstræbte balance og harmoni mellem

kirke- og kongemagt. Over for visse kirkelige krav, bispetiende og

cølibat, hverken kunne eller ville han gå på akkord. I andre for

hold er han kompromis’ernes mand, som det måske tydeligst frem

går af kirkeretterne. Koch nævner Absalons dygtighed som »for

retningsfører« (udtrykket synes hentet fra Arup, se ovenfor s. 72)

både for slægtsklostret i Sorø og for det cistercienser-nonnekloster,

han havde oprettet i Roskilde, ligesom den gavn, Esrum og Æbel-

holt klostrene har haft af hans heldigt gennemførte mageskifter.

Det siges udtrykkeligt, at Absalon personligt ejede betydelige slægts

godser, men der lyder ingen onde ord om hans gerrighed. Tvært

imod fremhæves det, at han skænkede rige gaver til domkirken i

Lund,200 og at han var virksom ved opførelsen af adskillige kirker,

således Sorø og Fjenneslev på Sjælland og Åsum i Skåne. Lige

7 6