80 / 219
G U S T A V A L B E C K
Christiern Pedersens udgave af Saxos værk, som ved Anders Sø
rensen Vedels Saxo-oversættelse ( 1 575) , nationalhumanismens før
ste storværk, der blev en forløber for Huitfeldts Danmarkshistorie
og åbnede vejen for en bredere folkelig interesse for Absalon. Dens
virkninger er endnu mærkbare i Holbergs Dannemarks Riges Histo
rie. Det er fristende at se en sammenhæng mellem Seyer Schous-
bølles oversættelse (fra 1752) og lovtalerne fra 1769-70, ligesom
der er en klar sammenhæng mellem Grundtvigs fordanskning og
Ingemanns Absalon-digtning, og hele romantikkens syn på den
store ærkebiskop. Den fornyede og kraftige tilbøjelighed til Absa-
lon-forherligelse, der dukkede op ved århundredskiftet, skal for
mentlig ses i sammenhæng med nye Saxo-oversættelser som Winkel
Horns (fra 1898) og Jørgen Olriks (fra 1906-08). Den kraftige
reaktion, der kom til udtryk i brødrene Weibulls og Erik Arups
arbejder, og som i nogen måde skød over målet, formåede ikke
fuldt ud at fortrænge det nedarvede Absalon-billede. Enkelte dig
tere søgte at holde det i live — f.eks.
Thorkild Gravlund
i sin
Saxo-roman
Danmarks Dreng
(1932) og
Nis Petersen,
der i et
lejlighedsdigt til en Absalon-udsendelse i radioen Set. Hans aften
1928 skabte et yndet deklamationsnummer - en sildefødt national
romance - i digtet
»Et kvad om en knes fra Peene«.
Hovedperso
nen er den unge vendiske høvdingesøn, men hans modspiller er
den store kriger og fromme prælat, der i knesen, som nægter at
knæle for Kristus, ser sin ligemand:
»—En træl kan trives, mens tiden skrider
- en fri mand kender man på hans død!« -
Digtets episode er frit opfundet, men digtets holdning og atmo
sfære henter inspiration fra Saxos vendertogsskildringer. Det an
fægter ikke det traditionelle billede af bispe-krigeren.201
78