75 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
rede Absalon-billede. I sine geniale undersøgelser over Nekrolo-
gierne fra Lund, Roskildekrøniken og Saxo188 viderefører han sin
broders påvisninger af det tendentiøse i Saxos skildringer af Valde
mar den Stores tidsalder og fremhæver især Saxos store uvilje mod
ærkebiskop Eskil og dennes augustinsk-gregorianske kirkepolitik, en
uvilje, der vitterligt havde smittet af på tidligere tiders historie
skrivere, kräftigst hos Suhm,189 der betegner Eskil som »en
slet
Ærkebiskop efter Tidernes Tænkemaade«, mens f.eks. allerede
Estrup var klar over, at Eskil var en af den danske kirkes store
skikkelser. Alle senere danske historikere er enige heri. For Lau
ritz Weibull var det magtpåliggende at vise, at det 12. århundre
des Danmarkshistorie var præget af kampen mellem de teokratisk-
gregorianske ideer, i første række hævdede af Eskil, og kongemag
ten. I denne kamp stod Absalon ifølge Weibull ubetinget på kon
gens side. Det hedder i nævnte afhandling: »Det avgörande mo
mentet, lyckoomkastningen i dramat, kom den dag, alltid minnes-
värd, då Eskil inför högaltaret i St. Laurentius i Lund 11 7 7 ned
lade sin ärkebiskopsvärdighet. Mannen som efterträdde honom, var
ur det andra lagret, Nordens Reinhold von Dassel, Absalon«.
Lauritz Weibull er ikke den første, der har stillet den krigeriske
tyske bisp over for Absalon. I sin skildring i Danmarks Riges
Historie190 havde
Johannes Steenstrup
søgt at besvare det nærlig
gende spørgsmål: »Kunde en gejstlig Mand . . . virkelig uden An
stød færdes i Krig og Blodsudgydelse, ja være den egentlige Leder
af Danmarks Hær og Flaade?« - med bl.a. at henvise til »Kejser
Frederiks ypperste Raadgiver Reinald von Dassel, Ærkebisp af
Köln og Rigskansler«. Han var, hedder det hos Steenstrup, »som
Absalon af udadlelig Vandel, men i stærkere Grad dreven af Ær
gerrighed end denne. Reinald havde desuden stillet sine rige Evner
i Statens og Kejserens Tjeneste saa fuldstændig, at Kirken for ham
ganske stod i Skygge i Sammenligning dermed; det var en En
73