HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

G U S T A V A L B E C K

gensen havde endog i en afhandling erklæret skildringen for sa

krosankt: »I sandhed, dette billede bør stå hen i vor historie,

uanfægtet af nogen tvivl og af noget forsøg på at formindske dets

træk; thi vi har ikke råd til at ødsle med fortidens storhed«.179 Ikke

desto mindre kom Weibull til det resultat, at Saxos fremstilling

er en fri konstruktion, helt uden historisk pålidelighed. Den be

rømte skildring af Absalons vægring ved at modtage ærkebispe-

sædet, som Eskil udpeger ham til, udlægger Weibull som et vidnes

byrd om, at Absalons vægring ene og alene var betinget af hans

magtpolitiske beregning. Mens Saxo søger at give vægringen idea

listiske motiver: klædelig ydmyghed over for opgaven og uvilje

mod at forlade de trofaste sjællændere og det stift, som han gen

nem 20 års arbejde havde givet ny styrke og anseelse, hævder

Weibull, at Absalon på forhånd sigtede mod at komme til at råde

over rigets to største stifter, Roskilde og Lund. Saxos bevidst urig

tige fremstilling har til hensigt at tilsløre dette forhold.

Det Absalon-billede, som

Erik Arup

tegnede i første bind af sin

(ufuldendte) Danmarkshistorie ( 1925) synes inspireret af den mis

tillid til Saxos pålidelighed, som Weibulls undersøgelser havde frem

kaldt. For Arup at se har Saxo haft tre formål med sit værk: 1)

at vise samtiden, hvilken mægtig skikkelse Absalon var, 2) minde

nutiden om fortidens storhed, og 3) indskærpe det danske folk et

uforsonligt had til tyskerne. Som kilde betragtet er Saxo derfor

nærmest værdiløs.

Beretningen om ærkebispevalget afvises som helt upålidelig.

Eskil håbede i virkeligheden på at kunne få sin brodersøn, dom

provst Asser i Lund valgt, men under indtrykket af kongens mili

tære styrke (»selvom den ikke var i domkirken, men ude i byen«)

vovede Eskil ikke at nævne sin kandidat; »med rystende stemme

har han nævnt Absalon«.180

Arup erkender, at Absalon var en personlighed af usædvanligt