74 / 219
G U S T A V A L B E C K
ening vinder
han
og Absalon »en glimrende sejr« over Bugislavs
flåde. Der tales om »et undvigende svar« til Sigfred af Orlamiinde,
og der meldes intet om, at kejseren havde sat Bugislav ind på en
militær aktion mod Rygen og Danmark, sådan som Saxo beretter.
Absalons politik i denne sag karakteriseres som dristig, »men den
finder sit forsvar deri, at den lykkedes, af den simple grund, at
kejser
Frederik
i disse år var optaget af politiske spørgsmål, der
var langt vigtigere for ham«.185 Gode følger havde Absalons sejr
ikke. Den »indgav for lange tider de førende mænd i dansk politik
en ulykkelig tro til, at Danmark kunne hævde et herredømme over
landene paa den anden side Østersøen«. Absalon får et opmun
trende klap, fordi han var »klog nok til at holde op i tide«.180
Heller ikke i skildringen af Absalons sidste fredelige år som
ærkebisp ser Arup noget grundlag for traditionel glorificering.
Også her finder han Absalons virke præget af, at »disciplin var
højeste idé«. Det hedder, at Absalon i tiden fra 1 1 86 til sin død
i 1 201 udfolder sig »mest som den store godsejer og godshandler«,
og at han især er Sorø-klostrets »betroede forretningsfører og dertil
privat godsejer«. I denne forbindelse citeres Sorø-abbeden Atto,
der har skrevet, at »Absalon foretog mange mageskifter . . . mel
lem sig selv og Sorø-kloster, saavel til gavn for klostret, som ogsaa
til hans egen fordel«. Til slut toner billedet af den vældige jord
drot frem: »Absalon havde naaet, hvad der trods alt laa dybest
i hans sjæl: jorden, den danske jord i Sjælland og Skaane kunde
han herske over, som han vilde«. Nok så overraskende er Arups
konklusion: »Men derved bragte han sin egen politiske gerning
saa at sige i forglemmelse«,187 en ytring, som læseren af nærvæ
rende afhandling formentlig vil have svært ved at indse berettigel
sen af.
Curt Weibulls berømte ældre broder
Lauritz Ulrich Absalon
Weibull
ydede også sin indsats for at afmytologisere det idealise-
72