73 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
format, men med mange i hans øjne lidet sympatiske træk i sin
karakter. Han er i krig som i fred tilhænger af disciplin, en natio
nalist, der ikke begejstres stærkt for det fremmede (studieårene i
Paris (! ). Hvad han har hørt og set, »har han næppe fuldt for-
staaet«.1*' Han er drevet af magtsyge og slægtsambitioner (Hvide
slægten). Hans valg til biskop i Roskilde ( 1 1 58 ) er »det første
sikre eksempel paa, at den danske konge, omend under de mest
hensynsfulde former, har øvet indflydelse paa et bispevalg«.182
Overbevisningen om Saxos upålidelighed giver »afmytologise
ringen« frie udfoldelsesmuligheder. Kongen trækkes i forgrunden,
og Absalons placering i begivenhederne afgrænses til at være »en
sjællandsk høvding under kongens overbefaling«.183 Når kongen
beslutter sig til at begynde krig med venderne, er det »sikkert først
og fremmest for gennem denne krig at samle folket om sig selv
som landets enekonge«.181 Det fremhæves, at de fleste af de mange
vendertog, hvor sjællænderne regelmæssigt var under Absalons le
delse, var kortvarige hærgnings- og plyndringstogter og uden varige
resultater. Deres værste følger er det hjemlige tyskerhad, der af
fødtes af den ulige alliance med den sachsiske hertug Henrik Løve,
og som Saxo har gjort sit bedste for at opflamme.
I Knud V I ’s første år kunne Absalon ifølge Arup føje kongens
magt til sin ærkebiskoppelige. Denne magt benyttede han til med
hård hånd at kue skåningerne. Opstandsbevægelsen inspirerede
Absalon, der tillægges en udpræget militær opfattelse af discipli
nens betydning, til at lade
Vederloven
fra Knud den Stores tid ned
skrive på dansk. Hensigten var ifølge Arup ved hårde straffebe
stemmelser at sikre hirdmændenes ubetingede lydighed mod kon
gen.
Afmytologiseringen rammer også skildringen af begivenhederne
omkring Absalons svar til kejserens sendebud. Sejren over Bugislav
bliver til en undsætningsekspedition til Jarimar af Rygen. I for
7 1