68 / 219
G U S T A V A L B E C K
derne mod Henrik Løve, og da han Skridt for Skridt bryder med
den mægtige Staufer, for senere endog at undergrave Kejsermag
ten i Nordtyskland! Hvor fremsynet er han ikke, da han sikrer
Tronfølgen og helliger Kongedømmet ved Salvning og Kroning!
Eller da han indkalder Vilhelm og sender Anders Sunesøn til
Pariserstudieme !«1,,{ Stundom synker lovprisningen helt ned i
det banale og barnlige niveau. Det hedder, at han var »Folkets
bedre Jeg«,1 '4 og Olrik undser sig ikke for at skrive: »Absalon
var selv et Søndagsbarn, og han spredte Søndagsstemning om
sig«.175
Olriks bog bør dog nok ses i lyset af den tid, hvor den blev til.
Endnu i slutningen af det 19. århundrede kunne man med glad
københavnergemyt slå den store bisp på skulderen og synge de
helt uromantiske linjer: »I Lille Kongensgade, der boede Biskop
Absalon«.1 <(’ Men med århundredskiftet, hvor København foldede
sig ud som europæisk storby, byggede sit nye rådhus, ryddede op i
ruinerne af Christiansborg og fik ny interesse for den gamle borg
med »Absalons Brønd« (jvf. Sophus Bauditz’ tilforladelige og ube
tydelige københavnerroman med denne titel ( 1 90 1 ) ) får genopli
velsen af Absalon-myten atter gunstige konjunkturer. En ny opti
misme afløser pessimismen fra 1864. De kraftige politiske diskussio
ner vedrørende forsvarssagen og en voksende modstand mod hvad-
kan-det-nytte-slagordet skærper behovet for nationale symboler.
700-året for Absalons død fejres bl.a. med afsløringen af Bissens stol
te rytterstatue på Højbro Plads, i hvilken anledning selveste
Georg
Brandes
udformede en tale, »som ikke blev holdt«, men trykt.177
»Talen« er et retorisk mesterstykke, der i sin stil leder tanken hen
på lovtalerne fra 1700-tallet (jvf. ovenfor s. 43 ff). Mens Peder
Vogelius sammenlignede Absalon med oldtidsskikkelser som Aristi
des, Hannibal og Leonidas, sammenligner Brandes ham med
Richelieu, der ligeledes kæmpede til hest (ved La Rochelle). »Ab
6 6