65 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
det synes«, hørte til »Absalons Familiestamme, alle besjelede af
hans Aand«.161
Estrup er mere meddelsom end sine forgængere med hensyn til
Absalons Pariser-år og frugterne af hans forbindelser med Frank
rig. Han kan ikke tilbageholde en formodning om, at Absalon
»har ledet« ikke blot sin fættersøn Peder Sunesens, men også den
nes højlærde broder Andreas »Studier i fremmede Lande«.162
Han fremhæver - med støtte i Saxos tekst - Absalons veltalenhed,
tilbageholdenhed, legemsstyrke og hårdførhed, og ikke mindst
lægger han vægt på at fremdrage så mange træk som muligt til
belysning af Absalons fredelige indsats til gavn for kirken (kirke
retten) og munkelivet (Sorø) og til fremme af den nationale histo
rieskrivning (Svend Aggesen og Saxo).
Estrup er på vagt over for en ensidig foherligelse af Absalon -
og navnlig af krigeren. Han undlader ikke at nævne hans mod
og handlekraft og hans kløgt (saml. s. 8 1 , hvor der tales om Val
demar den Store og hans endnu større rådgiver Absalon). Men
et bærende træk i hans skildring er, at Absalon var »Statens, men
endnu mere Kirkens Tjener«.163 Om Absalons skånsomme freds
betingelser efter Arkonas fald hedder det udtrykkelig, at de »unæg
telig begunstigede Kirken mere end Hæren«.161 Estrup indrømmer
gerne, at Absalons krigeriske og politiske adfærd ikke svarer »til
vor Tids Begreber om en kristelig Helt og Bisp«. Han var »en
dansk Helt og Biskop af det tolvte Aarhundrede efter Christi
Byrd«. Derfor er Estrup heller ikke ukritisk over for Absalon og
hans politik. Han hævder i forbindelse med omtalen af, at Knud
fik kongenavn, at det var et »Indgreb af et aristokratisk Partie«,
og at »Folket . . . blev fornærmet i sin gamle Sædvane og Ret til
at vælge af Kongehuset, hvilken Prinds det selv vilde«.160 Han
har blik for, at Valdemar-tidens politik bevidst søgte at svække
folkets magt over for aristokratiet og hierarkiet.166 »Forandringen
6 3