HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

i Danmarks Folkeforfatning efter Valdemar den Stores Tid er

saa pludselig og kjendelig til Bøndernes Skade«, og man farer vist

ikke »meget vild fra Sandheden ved at tillægge Absalon og hans

Raad en væsentlig Andeel i denne Forandring. Hans Bestræbelser

gik vel ud fra Ideen om den bedste Regjering: den som er i den

bedste Mands Hænder understøttet af de bedste Mænd«."” Og om

Absalons stædige kamp mod skåningerne for at få dem til at be

tale bispetiende hedder det, at han »i disse Begivenheder« træder

»frem mere som Kirkens Mand end som Folkets Ven«.108 »Ingen

vil dadle Absalon for, at han handlede i Kirkens Aand og efter

sit Embedes Pligter«, skriver Estrup. »Men vistnok er det at be

klage, at han uden at ane Følgerne hjalp til at binde den Svøbe,

som Adel og Geistlighed siden førte over Konge og Land«. Man

mærker en ny tids syn på Absalons politiske gerning i disse ord.

Men herudover slutter Estrup op bag Suhms kritik af Absalons

bjergsomhed. Han bebrejder Saxo, at han fortier om sin helt,

»hvad den sjællandske Krønike beretter: at Kong Valdemar fra

tog Hovedmændene for Opstanden saameget Gods, at Absalon

fik deraf ikke aleneste, hvad han havde mistet, men mere til«,"’”

og han refererer det skånske sagn fra Jon Halthorsens saga om

Absalons hårde adfærd over for en bonde, hvis ager grænsede op

til ærkebispens jord, som et udtryk for, at bispen havde ry for at

være gerrig.170

Estrups bog er den første samlede monografi af Absalon, når

man ser bort fra de ovenfor s. 43 ff nævnte to lovtaler. Her er vir

kelig gjort et ærligt forsøg på en kritisk behandling af overleverin

gen i den udstrækning, som kilderne var forfatteren »bekiendte,

brugbare og tilgængelige«.

Det billede, han havde tegnet af Absalon, fik dog ikke lov til

at stå uantastet, for så vidt som

C. Paludan-Milller

i sin vægtige

afhandling »Bidrag til Kritik af Saxo’s Historieværk«171 genvakte

G U S T A V A L B E C K