64 / 219
G U S T A V A L B E C K
til kilderne og overleveringen. Det viser en mærkbar skepsis over
for, hvad Estrup kalder »hans Panegyrist Saxo«. Et andet sted1 ’"
kalder Estrup ham: »den altfor patriotiske Saxo«, og i en fod
note 10(5 hedder det i forbindelse med omtalen af det skånske oprør
1 1 80: »Saxo fortier alt, som i denne Sag kunde kaste Skygge paa
Absalon«. Det hedder udtrykkelig: »De tvende sidste Bøger af
Saxos Krønike ere at betragte mindre som en Danmarkshistorie
end som et Epos, i hvilket Helten Absalon, ikke Biskoppen, spiller
Hovedrollen«.157 Selv søger Estrup at give en afbalanceret skildring
af Absalons tredelte virke som »Helt, Statsmand og Biskop«.
Estrup afviser tanken om, at Absalon var af Hvidernes slægt.
Han bar i hvert fald ikke slægtsnavnet
Hvide.
Derimod er Estrup
tilbøjelig til at tro, at Absalon oprindelig hed Axel, og at han
var tvillingbroder til Esbern Snare, ligesom Estrup —uden skepsis
- refererer sagnet om de tvende kirketårne. Også i spørgsmålet
om Valdemarsmuren bygger Estrup på den myteprægede tradition.
Det hedder,108 at »Absalon let formaaede Valdemar til ligesaa
tydelig at betegne sit Riges Grændse«. Ligeledes vil Estrup nødig
give slip på en tvivlsom overlevering om, at Absalon skulle have
bygget
Gjorslev.lo'J Derimod afviser han en af Suhm fremsat tese
om, at Absalon førte hæren til Pommern i sommeren 1 1 89 . 100
For Estrup er det meget om at gøre at fremhæve, at Absalon efter
sejren over Bugislav »skjenkede det geistlige Kald sin hele Op
mærksomhed«. Det er begivenheder som kirkemødet i Lund 1187,
hvor der tilstræbtes at skabe ensretning i gudstjenesten, der opta
ger Estrup, samt Absalons indsats for at få provst Keld i Viborg
kanoniseret. Ligeledes nævner han Danehoffet i Odense 1188,
hvor pave Gregor V I I ’s opfordring til at drage på korstog op
læstes - og udtaler den formodning, at Absalon var til stede, hvad
kilderne tier om. Med tilfredshed konstaterer Estrup, at de fem
stormænd, der ved denne lejlighed »lod sig korse«, »alle, som
62