69 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
salon er vor Richelieu«, han er »Landets Vagt, dets Beskytter,
dets Aarvaagenhed«. Der stikker en oldnordisk viking i ham:
»Ryttergeneralen er tillige en Admiral«. Udtalelsen giver Brandes
anledning til den dristige påstand, at Absalons temperament bry
der igennem hos Tordenskjold! Absalon minder tillige om Cæsar.
Han udøver ingen krigstugt, hans personlige overlegenhed gør ud
slaget. »Han er af den Art Mænd, som et Land behøver for at
blive til et Rige«. Brandes vover endda at hævde, at Absalon talte
latin som dansk. Mere ret har han, når han —som Vogelius og
Estrup - fremhæver hans rolle som mægler og hans genialitet som
politiker. Den specielle brandesske patriotisme fornægter sig ikke:
»Han følte
dansk.
Han har elsket dette grønne Land i det graablaa
Hav«. To ting kan de nulevende takke ham for: Saxo og Køben
havn. »Med mere Ret end Valdemar den Første kunde han føre
Tilnavnet den Store«.
Mens Brandes’ Absalon-billede bærer mærker af sin forfatters
svaghed over for geniet, heroen og overmennesket, møder man hos
Vilhelm Andersen
i hans gennemgang af Saxo Grammaticus i »Ti
der og Typer«, I, 1907, viljen til med Saxo at se Absalon i skæret
af en middelalderlig humanistisk holdning: »For Saxo er Absalon
først og fremmest Kulturhelten, ikke Kirkefyrsten. Venderkampene
er ikke bare et Landeværn og et Korstog, men en Kulturkamp;
Venderne kaldes ikke med det kirkelige udtryk Hedninger: De er
»Fjenderne«; men især Barbarer«. (Tider og Typer I, s. 73). Bag
Vilhelm Andersens skildring fornemmes en dyb trang til at finde
mennesket og humanisten bag Saxos skildringer af Absalon.
PO ET I SK EFTERSLÆT
Også i digtningen spores i disse år en interesse for Absalon. I sit
berømte digt »Til Holger Drachmann«17S betegner
Valdemar Rør
67