70 / 219
G U S T A V A L B E C K
dam
Absalon som »hin mandigst fødte Mand i Nord«, og i digtet
»Dannevirke« fra »Den gamle Kaptajn« 1906-07 hedder det om
den gamle rigsvold: »Her hvisker Absalons Tanker, her kalder
Kong Valdemars Lur«. Rørdams vægtigste skildring af Absalon
forekommer imidlertid i digtet »Berengarias Fletning« fra sam
lingen »Krigen og Duerne« 191 5, hvor digteren i Set. Bendts Kirke
i Ringsted maner billedet frem af den store dag i juni 11 70, da
Knud Lavard skrinlægges og den lille Knud V I krones til konge
ved siden af sin far. For Rørdam er Absalons indsats mindet om en
stor fortid - en skærende modsætning til en ussel nutid:
»Een mægtig Vilje løfter hele Rummet
til Højtid for et Folk, som fandt sig selv,
Absalons Vilje. Røsten er forstummet,
og Kæmpen hviler under andre Hvælv.
Med Staven leger Dreng, med Sværdet Gøgler,
men hvad han vilde, vidner disse Søjler«.
Også en prosaist tog ved århundredets begyndelse Absalon-skik-
kelsen frem til behandling, nemlig
Laurids Bruun
i sin roman fra
1904 med titlen »Absalons Saga«. Den følger ret nøje kronologien
i Saxos skildring, men prøver en psykologisk tolkning og indfletter
en helt uhistorisk kærlighedsfortælling, en gengældt, men ulykke
lig kærlighed til den Margrethe, som Saxo fortæller om, der blev
slået ihjel af sin ægtemand (Herlog), og som Absalon fik anerkendt
som helgeninde. Hos Bruun fører Absalons forelskelse bispen ind i
en svær krise, fristelsen til at sætte Valdemar af tronen og selv over
tage kongeværdigheden, en tanke vi også møder i Palle Laurings
skildringer af Absalon. Bogen affødte voldsomme indsigelser fra
Hans Olriks side.
68