67 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
tilliden til pålideligheden af Saxos skildring ved at udpege afsnittet,
der spænder fra 1 1 58 til 1 1 78 som det egentlige Absalon-parti.
Paludan-Miiller mente, at dette parti måtte være nedskrevet »un
der det endnu friske Indtryk af de mærkelige eller rystende Sce
ner«, og at det samme syntes at være tilfældet med slutningen af
i6.bog, skildringen af Absalons tog mod hertug Bugislav. Paludan-
Mullers autoritet forklarer muligvis den kendsgerning, at senere
danske historieskrivere ikke blot
A. D. Jørgensen
i »Fyrretyve For
tællinger af Fædrelandets Historie« 1882, men også
Johannes Steen-
strup
i det store samlingsværk »Danmarks Riges Historie« 1904,
ja så sent som i »Det danske Folks Historie« 1927 formede et
Absalon-billede, der næsten helt og holdent byggede på Saxos
skildring, og som ikke kan siges fri for panegyriske tendenser.
HANS OLR I K OG GEORG BRANDE S
Kulminationen indtraf med
Hans Ohiks store værk om Absalon
I og II, 1908-09, hvor Absalon i forordet betegnes som den stør
ste dansker, som har levet. Det er i mange henseender et lærd
værk, der øser af talrige kilder og nyder godt af nyere historiske
undersøgelser, som f.eks. Ellen Jørgensens afhandling om Absalon og
Saint Victor,172 men dets helt løsslupne panegyrik, når det gælder
skildringen af Absalon, forklarer, at en mand som Hal Koch i
fuldt alvor karakteriserer bogen som ulæselig. Navnlig skal der
en god fordøjelse til at sluge den afsluttende karakteristik, som
tillægger Absalon så at sige alle dyder og søger at bagatellisere de
mindre tiltalende træk som grusomhed over for udenvælts fjender
og iver efter at samle sig jordisk gods. Et kort citat kan give et
indtryk af Olriks holdning og pompøse stil: »Hvilket Statsmands
blik er der ikke i Dannelsen af Hærmandsklassen og Nyordningen
af Ledingsvæsenet! Hvor regner han snildt, da han hidser Ven-
6 5