62 / 219
G U S T A V A L B E C K
kunne magte opgaven, som han mente burde skildres i form af
historisk-idylliske optrin, f.eks. med hjemmet i Fjenneslevlille som
midtpunkt, hvor kæmperne kunne komme og berette om deres
færd for fru Inge og Absalons søstre. Det er tydeligt, at Grundtvig
ikke ønskede en gentagelse af Saxos mange billeder af »Absalon
i Brynje som Vendernes Skræk og Danmarks Vogter«, men ville
læse om, »hvordan han egentlig saa ud, og hvad han sagde, da
han lagde Grundstenen til Sorø, til hvad vi har set, og hvad vi
haabe skal komme til Syne: til et Fristed for Danefromhed og
et Værksted for Danmarks Saga . . . thi han havde ingen Brynje
paa, men heller ingen Messehagel, han talte ej som Kæmpe og ej
som Bisp, men som den der kom fra Valen og var paa Vej til
Altret . . . Kender jeg ham ret, kan han sige dig meget i faa
Ord«.153
Som man ser, er Grundtvig på vej til at forme sig et nyt Absa-
lon-billede, knyttet til det Sorø, til hvilket han i de følgende årtier
skulle stille så store forventninger. En Absalon som symbol på
dansk fromhed og den nationale, historisk-poetiske livsholdning.
Som et sådant symbol fremtræder Absalon også i Ingemann-afsnit-
tet af det store digt »Nyaars-Morgen«, f.eks. strofe 232:
»Med Axel hin Hvide,
I Bøgenes Ly
Havheltene ride
Nu Sommer ad By!«
At Grundtvig havde fattet stærk interesse for Absalons skik
kelse, fremgår også af, at han i sidste halvdel af 1824 havde planer
om en digtkreds om Absalon. Heraf er kun et enkelt digt bevaret
med titlen »Sigersted«, der skildrer Absalon på flugt fra blodgildet
i Roskilde, hvor han ved Sigersted i syner oplever begivenheder
60