58 / 219
G U S T A V A L B E C K
bestemmer faserne i kongens politik. Først rigets samling, så be
kæmpelsen af den vendiske orm ved den danske strand, så an
grebene på selve Vendland efter opbygningen af en kraftig ledings
flåde. Allerede inden han er blevet enekonge, har Valdemar
svoret en dyr ed:
»Hvis jeg Dannerkonning var,
Skulde Sjølunds Skove
Danse her med Valdemar
Paa den høje Vove«.
Og Absalon har taget ham på ordet:
»Gid den Stund maa komme!
Før paa Havet Skoven gror,
Er vor Nød ej omme«.141
Da Valdemar er blevet eneherre, tøver han, og Absalon må
minde ham om hans løfte.142 Mens det hos Saxo er kongen, der
udbyder ledingen til Arkonatoget, som følge af rygboernes frafald,
er det hos Ingemann Absalon, der tager initiativet. Han siger til
kongen, at det er forgæves at hærge Vendland, så længe Svante-
vits tempel er urørt:
»Send Frelsens Ord dem og Livets Tolk!
For Korset lad dem sig neje!«143
Det er Ingemann om at gøre at skildre den brynjeklædte bisp
som en nordisk korstogskæmpe, der fører troens sværd og bringer
dåben til hedningerne. Derfor lægger han også vægt på at frem
hæve Absalons mildhed over for de overvundne, f.eks. allerede i
56