53 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Ion og hans broder et symbol, tegnet på genrejsningshåbet og ud
trykket for, at der kan hentes nyt mod og ny livskraft i mindet om
forgangen storhed. Vejen var på ny åbnet for myten om Absalon.
G R U N D T V I G - I NG EMA N N - HAUCH
Det var omtrent samtidig, at
Grundtvig
første gang gav sin be
tagelse af Absalon-skikkelsen poetisk form. I digtet
Sorø Kirke
( 1 81 0) standser han foran ærkebispens grav og hylder den mand,
»som tidlig mig den Følelse indgav,
at det er stolt at være født i Norden!«
Han ser i Absalon-skikkelsen en forening af
kristen
fromhed og
nordisk kraft (måske i bevidst modsætning til Oehlenschlåger,
som i sin tragedie
Palnatoke
havde bekendt sig til sit ideal - sam
spillet mellem nordisk kraft og ædel
human
fromhed). Absalon
hyldes af Grundtvig som de hedenske venders vældige betvinger og
som kirkens og kongens stærke støtte. Hans bispestav er både sværd
og scepter. Han berømmes som lovgiver og som Saxos inspirator,
thi uden Saxo måtte Grundtvig »forvildet uden Vei / Omvandre
her i Fædrelandets Egne«. Ja , selv om Absalons grav fremdeles
havde ligget foran kirkens højalter, ville Grundtvig have nedknælet
på den.133
Umiddelbart efter Grundtvigs religiøse krise i vinteren 18 10 - 1 1
er tonen over for Absalon en helt anden. Han nævnes uden begej
string i
Verdens Krønike
18 1 2 , 134 og hans livs virke fremtræder i
Roskilde-Riim
( 1 81 2 - 1 4) som et udtryk for en troens forfaldstid:
»Nu var Enden kommet nær
Bispestav var blevet Sværd«.
4
*
5 1
V