HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

G U S T A V A L B E G K

hvad begivenhedernes forløb angår, men også med hensyn til tal

rige detailler. Hans viden om litteraturen om Absalon er imidler

tid omfattende, og ofte diskuterer han sine forgængeres forskellige

hypotheser. Han fastholder

. teorien om Esbern og Absalon

som tvillinger i opposition til Th. Bartholin og Otto Sperling110

og med støtte i Pontoppidan (jvf. ovenfor s. 4 1 ) , og han er over

bevist om, at Absalons oprindelige navn var Axel; »men efter den

Tids maadelige Lærdom troede han selv, og alle med ham, at det

danske Sprog kom, som alle andre efter deres Mening, fra det Hebra

iske, og derfor kalder Saxo ham altid Absalon eller Absolon . . . Axel

betyder ellers i det gamle danske Sprog, hvad som er stort og her

ligt«.11' Suhm vender i øvrigt tilbage til sin Axel-theori118 i samme

bind, hvor han indrømmer, at »alle de gamle Skribenter, som

skreve paa Latin«, og alle »Diplomer og Pave-Buller« bruger for

men Absalon, ligesom han med støtte i Wadskiærs

Poetisk Skue

plads

skriver, at denne skik er vedblevet »til vore Tider«.110

Hvad angår formodningen om, at Absalon bar tilnavnet Hvide,

roser Suhm Sperling for at have »igiendrevet denne falske Me

ning.«120 Også dette vender han tilbage til i bindets slutning, hvor

det kort og godt hedder: »Det er en Fabel, at hans Slægt-Tilnavn

var Hvide«.121

Det nye og æggende i Suhms fremstilling af Absalon er hans

kritik af kirkemanden og navnlig af den hårdhed og gridskhed,

hvormed han optrådte over for skåningerne. Hvor Saxo anfører,

at Absalon lod sine mænd anvende »Knipler og Prygler« i stedet

for lanse og sværd mod oprørerne, afviser han Saxo ved at tilføje:

»venteligen af Foragt for Skaaningerne, endskiønt Saxo synes at

tillægge det Medynk«.122 Harmfuld bliver tonen, når Suhm skild

rer det udbytte, Absalon opnåede ved at slå oprøret ned: »Absa

lon fik igien ei allene det han havde mistet, men endog meget

mere. . . . Almuen . . . burde lære engang, heller at lide en taalelig