51 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Uret, end at paadrage sig en større, under Navn af Straf . . . raae og
uøvede Bønder og Borgere kunne med al muelig Tapperhed, og
Kiærlighed til Frihed, ei staae imod øvede og vel tugtede og væb
nede Krigsfolk, saadanne som Valdemars og Absalons Hofmænd
vare«. 123
Til slut får angrebet et personligt sigte: »Nyttigt var det, at
Oprøret blev stillet, men sørgelig var dog den Seier, som erholdtes
over Undersaatter og Landsmænd, allene for at mætte en vel stor,
men dog giærig Prælat, hans Umættelighed«.121
Harmen bryder på ny ud, da Suhm skildrer den nye skånske
opstand efter Knud Y I ’s tronbestigelse: »Skade, at Absalon her
viser sig fra en ond Side. Skade, at han ved sin og Slægtes Stræng-
hed besmittede Valdemars sidste og Knuds første Regierings Aar
med Indfødtes og LTndersaatters Blod. Dette fremlyser endog gien-
nem Saxos partiske Fortælling, og uagtet al den Konst, hvormed
han har søgt at snoe sig for at skiule Absalons Feil«.12i>
Ottende bind af Suhms store værk udkom posthumt (1806),
og udgiveren - Abraham Kali - kunne ikke lade disse hårde be
skyldninger stå uimodsagte. Han tilføjer i en fodnote: »Jeg kan
aldeles ikke ansee Absalons Opførsel for saa lastværdig, som den
her og endnu mindre som den af vor Forf. forhen Side 6 beskrives.
Det er ikke Absalon, men Kongen, som viiser sig fra en ond Side,
og det er for ham og ikke for Erkebispen, at
Saxo
her nedrig kry
ber«.12*’ Hermed var bolden givet op til et spil, som især det 20.
århundredes historieskrivere har taget del i med liv og lyst.
Men lige så kritisk den almuevenlige, humane Suhm er over
for den gerrige og umættelige prælat, ligeså beundrende er han,
når talen er om statsmanden og feltherren. Han karakteriserer ham
som kongens »høire Haand og Yndling . . . og som det nu kaldes
Premier Ministre«1'21
og sammenligner ham med den ældre Bern-
storff. Han ville, skriver Suhm, at »de Danskes Ord og Løfter
4
49