49 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
om
Sindighed
refererer Saxos skildring af Absalons vægring ved
at overtage ærkebispesædet i Lund, og i det følgende afsnit gen-
fortælles begivenhederne ved Cammin, hvor Absalon med roligt
overlæg redder de danske skibe, som er indesluttet af talrige fjen
der. I kapitlet
Store Fortjenester af Staten
omtales de navnkundige
»Ministre og Helte Absalon og Esbern Snare, begge Sønner af
den berømte Skjalm Hvide«,114 hvor også Absalons indsats for
landets »indvortes Velstand« og videnskabernes befordring samt
hans interesse for lovgivning understreges. Malling lader i sin bog
beretningerne tale. Selv dømmer han ikke, former ingen karakteri
stikker og øver ingen kritik, lader anekdoterne stå ved deres værd.
Han skaber ingen nye træk til de beretninger, han bringer videre.
Han genfortæller »myten«, som han har mødt den. Men hans valg
af stof er præget af et vist mådehold og bestemt af beretningernes
egnethed til at illustrere de gode, danske dyder, som hans bog
skal berømme.
P. F. S UHM
Reaktionen mod den megen panegyrik kom fra
P. F. Suhm.
Alle
rede i sin første lille Danmarkshistorie
Historie af Danmark, Norge
og Holsten til den studerende Ungdoms Bedste
(1776) er han
kritisk over for Absalons kirkepolitik, og denne kritiske holdning
over for ærkebispen (og hans historieskriver, Saxo) kommer også
adskillige steder til at præge hans mange og lange skildringer af
Absalon i det store værk
Historie af Danmark,
bind V I, V I I og
V III.
Uagtet Suhm karakteriserer Saxo som værende »saa kiendeligen
partisk for Valdemar og Absalon«,115 bygger han i alt væsentligt
sine beretninger op på skildringerne i
Gesta Danorum,
ikke blot
47