HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E

J ACOB I S OG V O G E L I U S ’ LOVTALER

Det havde

Christian Frederik Jacobis

lovtale over ærkebiskop

Absalon ikke. Den er et prisskrift i veltalenhed, en belønnet be

svarelse af en af Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers

Fremme i 1769 stillet opgave. Den bygger hovedsagelig og kritik

løst på Saxos fremstilling og er et retorisk mesterstykke, som holder

den patetiske tone fra først til sidst. Taleren ser sin helt i en

række af de situationer, han kender fra Saxo: Blodgildet i Ros

kilde, Arkonas erobring, slaget ved Rygen, ærkebispevalget i Lund,

kirkemødet i St. Jean-de-Lone, mødet med Barbarossas udsending,

samværet med videnskabsmænd o.s.v. Denne struktur giver ham lej

lighed til at digte med på begivenhederne. Som et eksempel kan anfø

res et stykke af Absalons svar til kejser Barbarossas sendebud, Sigfred

af Orlamiinde (jvf. ovenfor s. 31 f.): »Viid, siger han til Sigfrid,

at Danmark er ikke Thyringen. Underret din Herre, at dette Rige

maa vindes, før det bortskienkes. Men siig ham derhos: at det

maa vindes med Herreskjold, og tages med Staalhandske. Fortæl

ham, at de Danske Mænd bære et Sværd ved deres Belte, hvor

med de kan værge deres Frihed, og hjemle deres Erobringer. Og

meld ham derhos, at Kong Knud skiøtter lidet om hans Venskab,

men intet om hans Vrede«.102 Ligeledes bygger han med vældig

og svulstig veltalenhed bro over den store kløft, der synes at spalte

Absalons sind og hans gerninger, kløften mellem den vældige kri

ger og feltherre og den fredelige og menneskekærlige bisp: »Saa

stor en Helt var Absalon. Men det som sætter Seglet paa hans

Roes, og giver Heltens Navn en ærefuld LTdødelighed, er Krigens

Nødvendighed og Retfærdighed; thi uden disse, hvad er Seier-

vinderen andet end en heldig Voldsmand? hvad det største Mod

og de klogeste Anlæg, uden saa mange Aarsager mere til Forskræk

kelse og Afsky? I, som optænde Eders Berømmelsers Røgelse paa