41 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
mest disciplinerede udi Europa, saasom begge disse Regieringer er
en Kiæde af idel Seyervindinger baade til Lands og Vands, end-
ogsaa med ulige Magt«.s'’ Og om Knud hedder det, at han havde
gjort »Dannemark til et af de anseeligste Riger i Europa«.87
Herfra føres skildringen over i karakteristikken af Absalon og hans
fredelige Gerninger: »Det var ikke alleene af Seyerrige Vaaben,
som Dannemark gjorde sig anseelig under disse tvende Konger,
men ogsaa af store og lærde Mænd; thi Videnskaber og Studeringer
tage gierne af og til, ligesom et Rige voxer og formindskes udi Vel
stand. Derfor vare udi Canuti 6. Tiid adskillige over heele Europa
bekiendte og anseelige Mænd udi Dannemark, blant hvilke man
først maa sætte den store Erkebisp Absalon«. Holberg ved, at
han var opdraget sammen med Valdemar. »Han kaldes gemeen-
ligen
A bsalon Hvide,
hvilket nogle meene at have været hans Stam-
me-Navn«.88 Man maa »tilstaae, at faa Lande kand viise saadan
een fuldkommen Mand, der excellerede i alle Ting, saa at han
var en stor Stads-Minister, en stor General, en stor Søe-Helt, og en
stor Bisp og en Lærd Mand tillige. Ingen Minister elskede sin
Konge meere, end han elskede Kong Waldemar. Men den Lydig
hed, han havde mod Kongen, hindrede ham ikke at sige Sanden,
endogsaa i temmeligen haarde Termins . . .«.S9
Holberg dvæler ved Absalons arbejdsomhed, hans forkærlighed
for hårdt arbejde (brændehuggeriet!), hans dristighed og evne til
at handle hurtigt i krig, hans »Modestie«, som begrundes ved hans
vægring mod at modtage ærkebispeværdigheden. Hertil føjer Hol
berg: »Vel er sandt, at mange Geistlige simulerede slig Æres For
agt, og at mange just derved banede sig Vejen til høje Geist
lige Embeder, ja at mange bleve Bisper just fordi de skiulede sig
udi Skove, naar en Bispe-Stoel var ledig, men saadan Simulation
synes ikke at kunde have været hos Absalon, naar man betragter
hans øvrige Levnet«.90
3 9