40 / 219
G U S T A V A L B E C K
mange, som havde fortient Døden, bleve ved Erke-Bispens Forbøn,
pardonnerede« .83
Tonen er ganske usentimental. Saxos forsøg på at omgive Absa
lons forhold til skåningerne med en nimbus af kristelig tålmod og
human eftergivenhed mærkes kun svagt hos Holberg. Ligesom
Huitfeldt går Holberg derefter over til at skildre begivenhederne
omkring Frederik Barbarossas sendebud til Knud V I. Absalons
tale til »Gesandten Sigfred« har hos Holberg følgende ordlyd:
»Tænker du at Dannemarks og Thüringens Leylighed er eens, og
at Keyseren kand løbe saa læt der ind som i Thüringen: kommer
han hid, skal han finde Folk for sig: drag derfore tilbage, og siig
din Herre, at Kong Knud er i ingen maade Keyseren forpligtet«.84
Som det ses, jvf. ovenfor s. 31-32, er det så godt som ordret
en gengivelse af Huitfeldts formulering af Absalons svar. Man
forstår, at denne markante episode er blevet hamret fast i den
folkelige bevidsthed som et umisteligt træk i myten om Absalon.
Holberg citerer også Huitfeldts ræsonnement over, hvorvidt det
havde været bedre, »at Kong Knud havde erkiendt Keyseren for
sin Lehns Herre af det Vendiske Land«, jvf. ovenfor s. 32, og
benytter det som støtte for den tese, at Valdemar aldrig har været
kejserens vasal af den danske krone, men kun af Venden, et pro
blem der i overraskende grad optager Holberg. Hans skildring af
Absalons sejr over Bugislav tager farve af hans betagelse af »den
store Minister Erke-Bisp Absalon« og hans nationale bedrifter:
»Absalon brugte da saadan u-troelig Hastighed, at han kom Fien-
derne paa Halsen, førend de havde faaet Tidender om hans Ud
rustning . . . og toge Flugten, saa snart de saae Absalons Fane flyve
paa den Danske Flode«.85
Sejren over Bugislav og Knud V I ’s senere kampe mod de hol
stenske grever får Holberg til at hævde, at »den Danske Milice
udi disse tvende Kongers Tiid maa have været den anseeligste og
38