39 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Erke-Bispen, da han saae sig intet med det gode at kunde udrætte,
skikkede han bevæbnede Soldater mod dem, hvilke dog ingen
Ordre havde at bruge skarpt Gevær, men alleene at adsprede
de Oprørske med Hug og Slag«. Han fremhæver Absalons væg
ring mod at »skille Skaaningerne ved de fremmede Siællandske
Betientere«, og nævner, at kongen rykker til Skåne med hæren,
og at Absalon modtages med stenkast. De skånske stormænd fore
stiller kongen, at »Landet kunde fuldkommeligen sættes i Roelighed
igien, dersom han vilde skille det ved de 3 mest forhadte Mænd,
Absalon, Espern og Svend«. xABsalon bøjer sig for kongens henstil
ling om at forlade Skåne. På tingstævnet fejrer Absalons veltalen
hed triumfer, men næppe er de skånske stormænd vendt tilbage,
før de hidser almuen til oprør. »Herudover greeb Erke-Bispen til
det Geistlige Sværd, og . . . Kongen . . . gik med en Kriigsmagt
over til Skaane igien«.81
Om slaget ved Dysie hedder det: »Erke-Bispen raadede Kongen,
at man ikke skulde bruge andet end Kieppe og Prygle. Men den
u-formodentlige Modstand, man fandt, foraarsagede, at man maatte
bruge Sverdet«. Ærkebispen lader sit rytteri »svemme over Van
det« og afgør dermed slaget. En ny hob oprørere, ubevæbnede
bønder, går til angreb, men fanges af kongens mænd. Bønderne
beder om nåde (»med oprakte Hænder«), »hvilken Kongen efter
Erke-Bispens Forbøn forundte dem«. Bønderne beder om tiendens
afskaffelse. Kongen er forhandlingsvenlig. »Men Erke-Bispen kun
de ikke bevæges til at staae derfra«.82
Om oprøret ved Knud V I ’s tronbestigelse hedder det: »Erke-
Bisp Absalon søgte strax ved gode Ord at stille dette Oprør«, siden
»bleve de af Kongens og Erke-Bispens Folk totaliter slagne 1182,
og Oprøret siden fuldkommeligen stillet ved Erke-Bispens grundige
og bevægelige Tale til Almuen, som desarmerede dem ikke mindre
end Slaget selv«. »De mestskyldige bleve satte udi Penge-Straf, og
37