36 / 219
G U S T A V A L B E C K
spirer til Sorø-romantikken. Man kan i denne forbindelse minde
om det sent hjemlede sagn om skolemanden og grammatikeren,
den senere biskop i Ribe
Jens Dinesen Je rsin
(1588-1 634), der
1624.-25 opholdt sig i Sorø. Sagnet vil vide, at han hver aften ved
solnedgang sad med sin lut i klosterkirken og sang, og at han en
aften standsede ved Absalons grav, greb sin lut og udsang min
derne fra Danmarks storhedstid. Medens han sang, fik han et syn,
der betog ham så voldsomt, at hans livsudvikling fik en helt ny
retning, grebet som han blev af en dyb religiøs alvor.74 Sagnet er
først meddelt i en biografi af Jersin, der indleder hans »Tvende
opbyggelige Skrifter«, 1738, altså midt i pietismens tidsalder. Dets
ægthed kan derfor betvivles, så meget mere som det først er i det
18. århundrede, man møder en ny og kraftig interesse for Absa
lon og hans tid.
HO I ER OG HOLBE RG
Morsomt nok er det selve Holberg, der kommer til at fremtræde
som den første store talsmand for Valdemarernes storhedstid. Hans
kollega og bitre fjende,
Andreas Hoier,
er visselig ikke uden be
undring for den store ærkebiskop, »der berühmte Cantzler Absa
lon«, som han kalder ham i sin lille på tysk affattede Danmarks
historie:
Kurtzgefasste Dännemärckische Geschichte. Vom An
fang dieses mächtigen Reichs bis zum Ausgang des X V I I Seculi
. . . in Fragen und Antworden verfasset,
Flensburg 1 71 8. Han byg
ger på udenlandske kilder og synes f.eks. ikke at kende hverken
Vedel eller Huitfeldt. Sin selvstændighed dokumenterer han alle
rede i sin første sætning: »Absalon hies eigentlich
Axel
/ und war
mit Waidemaro I erzogen / und von sehr guten Adel / ungeachtet
man insgemein irret / wenn man ihn aus der Hviden Geschlecht
3 4