38 / 219
G U S T A V A L B E C K
af Seiervindinger, hvor ved Riget blev en Skræk ikke alleene for
dets Naboer; men end og for heele Europa. Man seer Krigs Di-
scipline paa den høyeste Spidse, man seer Landet vrimle af store
Generaler, store Stads-Mænd og lærde Folk, man seer ogsaa de
mange og herlige Love forfattede, som endnu ere udi Brug, og
lære deraf tillige med hvor hastigen en fornuftig Regent kand om
støbe et Land. Det er alleene at beklage, at disse 3 store Kongers
Historier ere ikke tilstrækkeligen udførte; thi, naar man undtager
Waldemari I. Historie, som er forfattet af Saxone, saa findes intet
ordentligen, eller udførligen antegnet om de andre. Dette har jeg
holdet fornødent at erindre, at jeg ikke skal beskyldes for at have
været mest efterladende udi de allervigtigste og frugtbareste T il
ders Historier«.'8
Holberg er en stor beundrer af Valdemar I: »denne Konges
Navn bør være hellig hos Efterkommerne«, hedder det. Det frem
hæves, at Valdemar »lod Dannevirke befæste med en Muur, efter
sin store Ministers Bisp Absalons Begiæring«. Om Rygen-toget
hedder det, at flåden var »under Anførsel af Biskop Absalon«,
men i øvrigt er det hos Holberg kongen, der står som leder af
aktionen, der fører til Arkonas fald.70 Det nævnes, at Absalon tvang
Carentz til at overgive sig »paa samme Maade, som Arcona«. I
øvrigt nøjes Holberg - som Huitfeldt - hvad de mange andre
venderslag angår, med at henvise »til Saxonem, som saadant ud
førligen beskriver«.80
Ligesom Huitfeldt dvæler Holberg meget ved Skåneoprøret.
Han følger her - i langt højere grad end Huitfeldt - Saxos frem
stilling - sådan som den fremtræder i Albert Krantz’ Wandalia
( 1 5 1 9) , men iklæder den sin egen »moderne« sprogdragt: »Erke-
Bispen stillede dem vel i Begyndelsen med sin sædvanlige Vel
talenhed tilfreds, og lovede dem Moderation, men, da de fornum-
me, at saadant ikke paafuldte, brød det ud til aabenbare Oprør.
3 6