46 / 219
G U S T A V A L B E C K
disse blodsølte Altere, forlader Triumpherne og besøger Valplad
sen ! bortvender Ansigtet fra de prægtige Optoge og de stolte
Seierstegn! lukker Øret for Krigernes Frydeskrig og Smigrernes
Lovtaler, og seer hine Askehobe, hine Floder af uskyldige Naboers
Blod, blandet med Borgernes! hører de Forladtes Suk, og de Fa
derløses Jammer, og de udsuede Folkes Skrigen om Brød! Og
hvis I have en Sjel, ville I mærke Eders Vildfarelse og Røvernes
Afskyelighed. Nei! en saa umenneskelig Sjel boede ikke i Absalon.
Sandt, han tilbragte det meste af sit Liv i Krigens Bulder og under
Vaabnenes Bragen; men og sandt, at Pligt tvang ham dertil.
Gierne havde han ellers hengivet sit Liv for at spare saa mange
tusendes. Ikke heller trængte han til Krigens Urolighed og Ulykke,
for at blive navnkundig. Den gavmilde Natur havde skienket ham,
tillige med en øm Sjel, alle de Egenskaber, der glindse i Fred; og
Lykken havde sat ham paa et Sted, hvor intet hindrede deres
Straaler. Men det betrængte Fædreland æskede hans Bistand;
det maatte reddes, eller Absalon døe«.10:5
Når Jacobi skal koncentrere sin karakteristik af Absalon, spiller
han med retorisk svulst på den samme antitese: »Et saa besynder
ligt Redskab til et ulyksaligt Lands Befrielse var Erkebiskop
Ab
salon.
Aldrig havde Danmark mere en stor Mand nødig, og aldrig
fandt det en større. Ham saae man snart i Spidsen for Hæren at
skrække Fjenden, snart paa Rigsdagen at dæmpe det rasende Folk,
snart for Keiserens Throne med sin myndige Veltalenhed at for
fægte den Danske Ære, og snart i Kongens Raadsal Sandheds og
Dyds Rettigheder. Med den samme Haand fører han nu Sværdet,
det forskrækkelige og seiervante Sværd, mod de ydmygede Vender,
nu Pennen mod Borgeren, som foruretter sin Medborger. Snart
opdager han Fjendens Krigslist og lumske Hinderhold, snart ud
finder han de Kroge, bag hvilke Uretfærdighed lurer mod Lands-
mænds Eiendom. Absalon lader sig see, og Fjenden flyer; men
4 4