47 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
ikke denne alene, ogsaa al Forvirrelse og Uorden flyer i Armeen,
Kirken og Staten. Som Nattens Taage for Solens Ankomst, saa
flye de for Absalons Ansigt. Statsklog, men oprigtig; tapper og
menneskelig, æret og ydmyg; Geistlighedens Hoved, men lydig
Undersaat; Kongens Ven, men ogsaa Valdemars Ven, og for Al
ting Fædrenelandets. Ja , Danmark! du var denne store Mands ene
ste Omsorg, dit Billede fulgte ham allevegne, din Ære var hans
Ære, og din Velstand hans udødelige Gierningers fornemste Hensigt.
Derfor skal dine Sønner aldrig glemme Velgiøreren; men hans
Ihukommelse skal grønnes og staae med dig til Verdens Ende«.104
Den nævnte prisopgave affødte endnu en lovtale over Absalon
ved
Peder Vogelius.
Den blev udgivet i 1770 i en 104 sider stor
bog, der er næsten lige så blottet for kendsgerninger, som den er
rig på svulstig tale og hul retorik. Absalon sammenlignes både med
Cyrus og Scipio,10'’ Hannibal100 og Leonidas.10' Her og der træffer
man detaljer fra tidligere skildringer f.eks., at Valdemarsmuren er
blevet til efter hans råd,10S og øksen anes bag en vending om, at
han ikke undså sig »ved at gaae hen til vore Daglønneres møisom-
melige Arbeide«.100 Mere konkret tales om hans legemes »anseelige
Vext, en dertil passende Styrke, faste og hurtige Lemmer«.110
Bogen er i øvrigt bygget op i to halvdele, hvoraf den første
skildrer »Helten i Krig« og den anden »Helten i Fred«. Vægten
lægges på den sidste, og Absalon tegnes som et eksempel på men
neskelige dyder, mildhed, retfærdighed, fromhed, omsorg for viden
skaben og kærlighed til fædrelandet. »I saadan en Siel fik Rigdom
aldrig nogen Vægt. Og alligevel besad han anseelige Midler, arvede
fra mægtige Forfædre, eller og lovlige Frugter af de store Em
beder«. Her rører Vogelius ved et delikat emne, som en senere
tids historikere har behandlet med mindre diskretion, men som
allerede var berørt i den islandske overlevering, jv f. ovenfor s. 2 1.
Vogelius hævder, at Absalon »besad dem (rigdommene) ei blot
4 5