52 / 219
G U S T A V A L B E C K
skulde være ubrødelige og faste, og at de Danske siden de havde
Mængde af tapre Mænd, skulde ved Vaaben, og ei ved Løgn,
værge sig. Herved viste Absalon sig som den sande og store Stats
mand, der vel ikke siger alt, hvad han tænker, men dog ei andet,
end hvad han tænker, og hvis Agt er derfor almindelig, da man
trygt kan hvile i hans Ord og Løfter. Saaledes viste den første
Grev Bernstorf sig hos os i vore Dage«.128
Når talen er om feltherren, godtages Saxos fremstilling uden
kritik. Det hedder »Saxo og Svend Aagesen (hvis Vidnesbyrd
skiønt de vare Klerker i hans Tieneste, dog ei kan ansees for par
tiskt, da det ei er blot med Ord, de rose ham, men ved at fortælle
hans Bedrifter) berømme Absalon som en stor Feltherre og Stats
mand«.120 Selv sammenfatter Suhm sin dom i ord som disse: »Ab
salon overvandt Rigets Fiender og blev aldrig overmandet af dem,
men vandt altid Seier«.130
Det triste er imidlertid, at der intet står tilbage af Absalons store
virke som feltherre og statsmand. Suhms slutfacit er meget beske
dent: »Danmark nyder derfor nu omstunder intet godt af alle Ab
salons Bedrifter og Velgierninger uden ved Historien af
Svend,
og
af
Saxo,
men de ville og, især den sidstes, være nok til giøre hans
Minde helligt hos os; thi hvor faa Mænd virke paa alle Sekler!«131
Dette er unægtelig en meget nøgtern og jordbunden opsummering.
Den gode Suhm undlader endda at medtage Absalons betydning
for staden København. Han er godt på vej til at kvæle myten om
den store bisp.
Omtrent samtidig med, at Suhms 8. bind udkom, sad Adam
Oehlenschlåger i Paris og sørgede over den onde skæbne, der
havde ramt hans by i september 1807. Han fik udløsning for sin
harme og sin sorg i et digt, hvis handlingsforløb han kunne finde
i 6. bind af Suhm, sagnet om tvillingebrodrene Axel og Esbern
Snare. I
De tvende Kirketaarne
(Digtninger 1 8 1 1 ) 132 bliver Absa-
5 °