54 / 219
G U S T A V A L B E C K
Det siges uskånsomt, at Absalon dirrede ræd under bispekåben,
cg hans sande kristentro drages i tvivl:
»Kun i Spydet sad hans Mod;
Thi ej mer i Gud han stod.
Brat han glemte Gud og Hjorden«.
Ja , Grundtvig synes at slutte sig til Suhms hårde dom over Ab
salons gridskhed og magtsyge:
»Først for Landet, saa paa Vagt
For sit Rov og for sin Magt
Blottede den Biskop Kaarden.
A k ! naar Kirken drager Sværd,
Staaer i Tvivl den Svælget nær.1 1 '
Dette kritiske Absalon-billede afspejler imidlertid Grundtvigs
strenge holdning umiddelbart efter krisen ( 1 8 1 2 ) . Da han i 1814
udgav en slags kommentar til Roskilde-Riim:
Roskilde-Saga,
måtte
han vel fastholde, at det »klæder visselig en Biskop ilde« at op
træde »med Heltesværd om Lænd«, men gør dog den indrøm
melse, at »det aldrig klædte nogen Biskop bedre end han, thi
han uddrog det kun mod Hedninge og Landets Fjender, og glemte
ikke Bøn paa Valen . . .«. Han roses for sin flid »med at beskikke
ordenlig Gang i Kirketjeneste og brede Kaaben over den Van
kundighed og de Brøst, han ei kunde rette«. Mindre begejstret er
Grundtvig for, at Absalon »indstiftede . . . det Munkebur i Soer«
(klosteret!), men fremhæver, at Absalon »gjorde det til et synder
ligt Vilkaar, at Munkene der skulde lade sig finde flittige til Land
sens Krønike at beskrive« (jvf. Rimkrøniken ovenfor s. 33 og
Huitfeldt sammesteds), selv om Grundtvig kalder det »et gran
52