55 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
giveligt Mærke paa en nær Helsot, naar man i et Land begynder
ivrigen at
længes
efter at faa dets Krønike beskrevet«. Det nævnes
som Absalons fortjeneste, at »det ahnede ham«, at munkene i Soer
ville ofre deres omhu blot »paa Legender, Aarstal og Navne«, og
at han fandt virkelige historieskrivere som Svend Aggesen og først
og fremmest Saxo, hvis ene store fejl er, at han skrev på latin,
og hvis partiskhed dadies (han »ophøier mangengang sine Lands-
mænds Dyder og Kongernes Vælde vidt over det, som er tilbør
ligt«). Den endelige dom er, at Saxo og Absalon nok fortjener
ære af, at vor gamle historie blev sikret mod forglemmelse, men
det er »egenlig alene« Herren, der bør loves derfor.136
I tiden 1816-22, da Grundtvig oversatte Snorre og Saxo, vendte
han tilbage til sin ungdoms begejstring for »Axel med Staven og
Sværdet«. Med årene følte han sig mere og mere beslægtet med
den store biskop, i erkendelsen af, at han selv øvede en dobbelt
gerning som troens forkynder og folkeåndens genopvækker. I den
ne følelse styrkedes han ved bevidstheden om, at hans moder Ca
thrine Marie Bang var af Hvidernes æt, men ikke mindre ved
den inspiration, han i 1824 fik fra sin soranske digterfælle, da Inge
mann i dette år udsendte sin episke digtkreds
Valdemar den Store
og hans Mænd.
Ingemanns
værk er i højere grad en digtning om Absalon end
en digtning om dennes kongelige ven. Ikke for intet er det Absalon,
der nævnes først i epilogen som den, der skal genopvække fædre
nes ånd, dersom den slumrer ind »i døsig Blund«:
»Da rejs dig atter fra Altergraven
Du høje Axel med Bispestaven!
Advar os for Udslettelsens Dom,
Og vis os hvorfra vor Frelse kom«.
5 3