G U S T A V A L B E C K
Først bagefter kommer kongen og hans mænd, i Absalons følge.
»Da stig af Graven til Kamp igjen
Henfarne Konge med dine Mænd!«
Den fromme Sorø-digter ser i Absalon Valdemars gode ånd,
den stærke, ædle og fromme bisp, hvis sande og sikre kristentro
er baggrunden for de store gerninger og bedrifter, der løfter folket
til frihed, enighed og styrke under Valdemar den Stores regering.
Ingemanns digt er hverken tænkt eller formet som et »historisk«
digt, snarere en romantisk myte om folkeåndens opvækkelse, cen
treret omkring Knud Lavards helgenskikkelse, den ædle hertug,
hvis drab betegner rigets dybe fald og indleder ufredens, splittelsens
og afmagtens tid - og hvis ophøjelse til helgen bliver som et sym
bol på rigets forening og sikring mod ydre fjender og styrkelse i
kristentro.
Til illustration af dette historiske forløb, har digteren med vel-
beråd hu valgt x\bsalons myteomspundne skikkelse.
I en fortale til 2. udgave af værket (1844) nævner Ingemann
som sine kilder: Saxo og Knytlingasaga (samt med hensyn til skil
dringen af »Sæderne i Norden« Kongespejlet), Et nærmere stu
dium af hans digt viser imidlertid, at han må have haft andre
kilder, formentlig først og fremmest Suhms ovennævnte værk. Fra
Suhm har han sandsynligvis troen på, at Absalon oprindelig hed
Axel (jvf. ovenfor s. 48), medens den kraftige understregning af,
at hans tilnavn var Hvide, må hidrøre fra andre kilder (jvf. sst.).
Om Skjalm Hvides slægt hedder det:137 »Skjalm Hvides Blod
er som Kongers godt«, og et andet sted: »Skjalm Hvides Æt er til
Sejer fød!«,138 de samme ord som Ingemann senere benyttede om
Valdemar Sejr. Sagnet om Absalons slægtskab med de danske
konger er således knæsat af digteren. Allerede ved den første præ
54