A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
Sorø Kloster, genskaber af det danske rige og genopvækker af den
danske ånd. Han er en ensom sjæl, der i festens og triumfens
time drages af eskatologiske tanker og syner:
»Som kunde han Basunens Klang
I Verdenslysten høre«.150
Digtets kulmination bliver Knud Lavards ophøjelse til helgen
og hans efterkommeres befæstelse i retten til Danmarks trone. Det
er Absalon, der ved sin styrke, kløgt og fromhed leder det historiske
forløb fra Haraldsted til Ringsted. Da kongen vakler i sin styrke,
pint i sjælen ved gensynet med prins Buris og mindet om Liden
Kirstens brutale død, er det Absalon, der fører ham til kilden i
Haraldsted. Ved synet af dens undergørende kraft vågner kongens
tro og tillid igen:
»Nu ser jeg Dannemarks Eng og Vang
Igjen i Helligdagsklæder«.151
Ingemanns dom over Absalon og hans eftermæle finder udtryk
i et par kantateagtige linjer, der fletter Absalons og Sorøs skæbne
sammen:
»Hvad Axel bygger skal ej forgaa,
Om ogsaa i Grus det falder;
Fugl Phønix karsk kan af Ild opstaa;
Ret aldrig dør hun af Alder«.152
Det er i det foregående nævnt, at
Grundtvig
lod sig inspirere
af Ingemanns »saa dejlige, mig inderlig dyrebare Digt«. Allerede
i 1823 havde Ingemann underrettet sin digterbroder om sine pla
ner om et stort episk digt om Valdemar den Store. Grundtvig
havde svaret med at udtrykke ængstelse for, at Ingemann ikke
59