HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

A B S A L O N S E F T E R M Æ L E

Sorø Kloster, genskaber af det danske rige og genopvækker af den

danske ånd. Han er en ensom sjæl, der i festens og triumfens

time drages af eskatologiske tanker og syner:

»Som kunde han Basunens Klang

I Verdenslysten høre«.150

Digtets kulmination bliver Knud Lavards ophøjelse til helgen

og hans efterkommeres befæstelse i retten til Danmarks trone. Det

er Absalon, der ved sin styrke, kløgt og fromhed leder det historiske

forløb fra Haraldsted til Ringsted. Da kongen vakler i sin styrke,

pint i sjælen ved gensynet med prins Buris og mindet om Liden

Kirstens brutale død, er det Absalon, der fører ham til kilden i

Haraldsted. Ved synet af dens undergørende kraft vågner kongens

tro og tillid igen:

»Nu ser jeg Dannemarks Eng og Vang

Igjen i Helligdagsklæder«.151

Ingemanns dom over Absalon og hans eftermæle finder udtryk

i et par kantateagtige linjer, der fletter Absalons og Sorøs skæbne

sammen:

»Hvad Axel bygger skal ej forgaa,

Om ogsaa i Grus det falder;

Fugl Phønix karsk kan af Ild opstaa;

Ret aldrig dør hun af Alder«.152

Det er i det foregående nævnt, at

Grundtvig

lod sig inspirere

af Ingemanns »saa dejlige, mig inderlig dyrebare Digt«. Allerede

i 1823 havde Ingemann underrettet sin digterbroder om sine pla

ner om et stort episk digt om Valdemar den Store. Grundtvig

havde svaret med at udtrykke ængstelse for, at Ingemann ikke