59 / 219
A B S A L O N S E F T E R M Æ L E
skildringen af erobringen af Volgast, hvor Absalon siger til Val
demar:
»Saa sandt som Naade du haaber!
Vær naadig, Herre og mild!«
Hertil svarer kongen:
»Nu taler min gode Aand«.144
Gennem hele digtet fremtræder Absalon ikke blot som kongens
gode ånd, men også som åndens repræsentant, kristenåndens og
folkeåndens. Som han rider ind i digtet på vej til Haraldsted, lig
ner han en drabelig ridder:
»Det brede Slagsværd er ved hans Side,
Staalbrynjen blinker om høje Bryst;
Den danske Skimmel ham bærer med Lyst.
Stridsøksen klirrer ved Sadelknappen« osv.14°
Man bemærker sig, at den berømte lille økse er blevet til en
stridsøkse. Men for Ingemann er det vigtigst at fremhæve, at den
brynjeklædte ridder er en Herrens mand:
»Men hvo ham under Guldhjælmen skuer
Og ser hvor Sjælen i Blikket luer
Med stille Styrke, bestemt og rolig,
Som med den højeste Gud fortrolig,
Han tror at skue i Fyrstedragten,
I Vaabenglansen og Ridderpragten,
En Kirkens Kæmpe, som, stille, tro,
I Verden færdes for Sjælens Ro,
Og som kun ruster sin Arm herneden
Til hellig Leding for Evigheden«.140
57