437 / 707
Bogholder i Fattigvæsenet Henning August
tion, bør det bestandig give en højere Løn, end der kan
opnaas for det samme Arbejde i det frie Marked. Her
med skal det ikke være sagt, at Fattigvæsenet skal kon
kurrere med de borgerlige Næringsdrivende om Arbejds
kraften. Paa den anden Side skal Fabrikanten ikke have
Lov at yde en lav Løn og lade Fattigvæsenet betale Re
sten af, hvad Arbejderne behøver til Underholdet. Denne
Trafik er velkendt fra England; men i København var
man aabenbart heller ikke ukendt med den. Man lod
gerne de fattige i de saakaldte „Arbejdshuse“ arbejde
for Fabrikanter. I Arbejdshusene var indlagt Invalider.
Desuden rummede de Fattigvæsenets Skoler og Arbejds
lokaler, der var beregnet baade for Lemmerne og for de
fattige, der boede ude i Byen. Det viste sig, at kapital-
stærke Arbejdsgivere bar sig saadan ad, at de først en
rum Tid lod Lemmerne arbejde for sig til hidtidig Pris;
men derefter erklærede de pludselig, at de ikke længere
kunde levere Materiale til Forarbejdning, medmindre
Fattigbestyrelsen vilde nedsætte Lønnen.12)
I een Henseende driver August sine Krav videre, end
selv Arbejdspligtens Tilhængere nu 100 Aar senere er
tilbøjelige til; men han er her i fuld Overensstemmelse
med sin Tid. Han kræver, at Børn skal arbejde, saa
de tidlig kan blive egnet til Haandværk og til Spinding
og Strikning; „thi at Børn lærer at spinde Uld og Hør,
er især vigtigt, fordi Haandgrebet ved Spind, een Gang
lært, ikke glemmes, og fordi Spind er en Beskæftigelse,
som kan sysselsæ tte den trængende, og han derved have
Fortjeneste, endog naar han i høj Alderdom eller for
medelst megen Svækkelse paa Syn, Hørelse, Følelse m. m.
er ganske usk ikket til andet Arbejde“. August forudsaa
ikke, at i de kommende 50 Aar skulde Maskinerne erobre
saa godt som al Spinding og Vævning.
12) Smst.