436 / 707
4 2 0
Georg Nørregaard
saa glæder det mange selv at give, selv at modtage Tak
for sin Gave, at høste Ros og Smiger for Gavmildhed.“
August tager nu til Orde overfor det udbredte Syns
punkt, at Betleri er en Følge af Dovenskab og følgelig
bør straffes. Han hævder, at Betleri er kun en Brøde,
naar Vedkommende har faaet anvist nødtørftigt Arbejde
eller Underhold. Han mener, at man i Praksis aldrig har
naaet det Maal, at de dovne blev sat i Arbejde; men han
indrømmer tillige, at man ikke i fuldt Maal har haand-
hævet Fortidens strenge Love mod Betleri.
I Overensstemmelse med Komm issionens Formaal ud
vikler han videre, hvor højst rigtigt det er, at alle fat
tige tilholdes at anvende deres Tid og Kræfter paa selv
at erhverve deres Fornødenheder. Et andet Sted10) taler
han om „den store Lov, der stiller Mennesket under en
bestandig Forpligtelse til Arbejde“. „Alene Arbejdet
sikrer Mennesket sin Tilværelse her i Verden, og intet
Øjemed bør opnaas, ingen Glæde nydes uden Arbejde.
Denne Grundlov for det m enneskelige Samfund, hvor-
paa al Sædelighed og borgerlig Orden støtter sig, bør
aande gennem de Regler, hvorefter det alm indelige Fat
tigvæsen bestyres“. „Den fattige“, hedder det et tredje
Sted,11) „beskæmmer hans Tidsalder, hans Regering og
hans Medmennesker, naar han ved at frem stille sin Nø
genhed, sit forsultne Udseende og sine ledige Arme, of
fentligen beskylder dem for at lade ham sulte eller lide
anden Nød“.
Det er selvfølgelig ikke Augusts Mening, at Fattigvæse
net skal træde til, saa længe den fattige ved egen Hjælp
kan fortjene fuldt Udkomm e; men naar det træder i Funk-
10)
Yttringer om det Kjøbenhavnske Fattigvæsens Stiftelser,
1840, S. 5. — Jfr. 1. Mosebog 3, 19.
11) Om Arbejdsvæsenet og Industrien under Københavns Fattig
væsen (sam let Aug. 1825) i Bilag til Ordre ang. Komm issionen,
Rigsarkivet.