12 / 46
9
maaede at vinde hans Interesse; skulde han — uhindret af Er
hvervshensynet — have kunnet følge sin særlige Begavelse, havde
sprogligt Studium ligget ham adskilligt nærmere. Medens han saa-
ledes med Flid men uden egentlig Lyst drev sit Studium, fandt
han sin bedste Glæde i hjerteligt Samliv med sine Studenterkamme
rater, særligt med sine tvende jævnaldrende Fættere, Vilhelm og
Severin Michelsen, samt deres Omgangsfæller i det Michelsenske
Hjem. Hans fornøielige Sindelag, hans glade Sang og Evne til at
„rime baade paa kryds og tværs“ skaffede ham en Mængde baade
ældre og yngre Venner, og navnlig vare han og Severin Michelsen
— der lignede ham saa meget, at disse to smaa, smukke, livsglade
Studenter, begge gode Sangere og ivrige Dandsere, stundom bleve
forvexlede — søgte og meget udbudne Selskabsbrødre.
Da hans Moders Kaar vare saa overordentlig smaa, maatte
han see til selv at sørge for sit Underhold og tog derfor Plads
som Huslærer hos Grosserer Melchior. Han kom herved i Forbin-
dslse med en Familie, med hvilken han stiftede en Venskabsfor
bindelse, der varede gjennem hele hans Liv. Fluset Melchior var
alt da velrenommeret i Handelsverdenen, og hans Discipel, Morits,
og dennes yngre Broder Moses ere med Føie regnede blandt de
ypperste Repræsentanter for den kjøbenhavnske Handelsstand. I
dette Hjem, hvor streng Fastholden af den mosaiske Tro og dennes
Leveregler var forenet med stor Gjæstfrihed og hjertelig Imøde
kommenhed imod Enhver, der kom i Berøring med det, befandt
han sig saare vel. Han var en dygtig Lærer, der vidste at give
sine flinke Elever Interesse for Undervisningen og tillige at knytte
dem til sig i kjærlig Forstaaelse. Den velstaaende Familie havde
et Landsted, „Ventegodt“ kaldet, hvor der tilbragtes mange for
nøielige Timer. I en Tale, han mange Aar efter ved Grosserer
Morits Melchiors Sølvbryllup i 1871 holdt for dennes Søster,
dvælede han ved „den ham saa kjære og indholdsrige Periode af
hans Ungdomsliv, som de første Aars Sommerophold paa det ufor
glemmelige Ventegodt“ var ham, og han fortalte „blandt andre
smukke og venlige Skikke havde vi den, at vi navnlig Fredag
Aften efter Aftensmaaltidet og lige til Sengetid spadserede rundt
om i den rare gamle Have i de prægtige høie Alleer. At just
Fredagen valgtes, var fordi de fleste af Slægten i Kjøbenhavn,
især Damerne, vare komne derud i Anledning af begyndt Hellig
aften. Ssa gik alle, de Gamle, de Unge og Børnene omkring i