18 / 46
15
Frederiksberg Have. Denne Bolig havde i Forveien et poesirigt
Skjær over sig; — her havde Oehlenschlåger boet — i et Træ
ved Havelaagen fandtes
endnu et af ham udskaaret „Maria“ —
derefter var den som en Folkegave skjænket til Fribolig for H. Chr.
Ørsted; men derhos var selve dens Beliggenhed helt romantisk,
Ihi dengang var den Deel af Frederiksberghave, hvori den ligger,
ganske anderledes tilgroet end nu; mellem høie statelige Træers
tætte Løvværk skimtede man kun glimtvis den lave gule Bygning,
hvis Territorium ydermere var omhegnet af et mandshøit Planke
værk, et Skjærm for alle Udenforværendes nysgjerrige Blikke. For
Familien Bang og dens Omgangskreds blev denne Bolig imidlertid
et end yderligere stemningsfuldt Opholdssted; og Livet herude —
skjøndt det kun varede knap en halv Snes Aar — var et saa
bærende Ferment for Livsglæde, at Udtrykket for Fryden over
det rige Kjærlighedshjem, Justitsraad Bangs Hus var for saa mange
i over en Menneskealder, blev „Fasangaardsliv“ som betegnende
Benævnelse for dette Hjem ogsaa i de mange senere Aar, hvor
det havde sit Sæde i andre Bopæle.
„Aldrig Fasangaarden
glemmes“ udbrød min kjære Svoger Christian i en smuk versifi
ceret Hilsen, han bragie min Hustru og mig ved vor Sølvbryllups
fest 1893, og dette prægnante Udtryk vandt almindelig Tilslutning.
I de Aar, Bangs boede herude, voxede Børnene efterhaanden til;
til dette idylliske Sted knytter sig ikke alene de glade Minder om
et lykkeligt Barndomsliv i frie Naturomgivelser, men ogsaa de
Unges vaagnende Livsfylde; den talrige Børneflok blev yderligere
forøget ved de mange Søskendebørn, som efterhaanden kom til
Kjøbenhavn, de Unges Venner og Veninder fandt stedse aabne
Arme i det gjæstfrie Hjem, hvor al denne Ungdom fandt tillid
vækkende Forstaaelse i Justitsraadens elskelige, kjærlighedsfulde
Sindelag.
En Menneskealder os skilte i Tid, —
Og dog var han med i Ungdommens Id.
Hvad var det, der gav ham den dragende Magt?
Ja det er lettere følt, end sagt!
Det var Ordet, væbnet med Viddets Pil,
Det var Kindens hjertevindende Sm il; —
Forstaaelse baade i Stort og Smaat:
Det trofaste Haandtryk, der gjorde saa godt,
Det var Talen, for al Overlegenhed fri,
Det var — kortelig sagt — en fuld Sympathi!