14 / 46
11
1831 skulde rejse hjem til Vordingborg, slog Elskovsluen ud, og
en Kjærlighedspagt blev sluttet, der varede med uforandret Styrke
over et halvt Aarhundrede. 25aarsdagen for deres Forlovelse til
skriver han hende lige saa smukt som sandt:
„Erindrer du endnu, min elskte Viv,
„Hin Morgenstund i Moders lille Stue,
„Da førstegang jeg favnede dit Liv
„Og lod mit Blik ind i dit Hjerte skue?
„Erindrer du, at da jeg spurgte, om
r
„Jeg maatte paa din Rejse dig ledsage?
„Det Ja, som fra dit fulde Hjerte kom,
„Det blev vor Pagt for Livets Fremtidsdage;
„Og Gud, til hvem vi bad, han signed d en !
„See fem og tyve Aar er svundne siden,
„Men som vi dengang stod, vi staae igjen,
„Kun Styrke vandt vor Kjærlighed med Tiden.
„Hvad da jeg aned, haabed, nu jeg veed,
„At du for mig var Himlens bedste Gave,
„At kun ved dig og ved din Kjærlighed
„Mig Livet kunde sand Betydning have!
„At du forskjønned mig hver Glædesstund,
„At jeg blev bedre ved med dig at græde.
„Og mig dit Øje siger, som din Mund,
„At jeg er end, som da, din bedste Glæde.
,
„Han lod os aldrig i de mange Aar
„Misundelig betragte Andres Goder; —
„Han gjorde dig, selv under ringe Kaar,
„Dog til en herlig Hustru, herlig Moder!“
Men som forlovet Mand gjaldt det nu om at skabe sig en
Existents, der kunde betrygge et Familieliv. Han havde bestemt
sig til at gaa den administrative Vej og blev allerede i 1831 Volon-
tair i Rentekammeret; men dengang, som nu, var Vejen gjennem
den røde Cancellibygning baade trang og lang. I 1833 skriver
han i et Rimbrev til sin Svoger Vilhelm: „Hvad først min egen
Ringhed anbelanger — skjøndt jeg er af de adelige Bang’er —
saa bliver jeg nok næppe dog Kopist — saa meget snart, det er nu
ganske vist; — om der forresten blandt de mange Veje, — som
vi Jurister jo skal ha’e i Eie, — vil aabne sig en lille een for mig,
— det ved jeg ei; det vil nu vise sig. — løvrigt vil om Sligt jeg
nødig ta le ; — men griber jeg først Lykken ved dens Hale, — saa
skal jeg holde fast, det kan du tro e : — saalænge slaaer jeg mig
saamænd til Ro! — Jeg er tilfreds i min Gud, min elskte Pige, —
de er mit Haab, af dem vil Ingen svige!“