Previous Page  25 / 46 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 25 / 46 Next Page
Page Background

22

vundet Frisprog, hvilket han endog tillod sig at benytte sig af i

Skrivelser overfor sine Overordnede, Departementschefer og Ministre.

Men som Aarene gik, og nye, yngre Kræfter rykkede frem i de

Styrendes Rækker istedetfor hans gamle personlige Bekjendte, og

da tilmed hans tiltagende Døvhed mcer og meer besværliggjorde

mundtlige Gonferencer med ham, blev det vanskeligere at bære

over med den gamle Mands Særheder og noget steile Selvraadighed.

I 1882 kom omsider Katastrofen ved et Sammenstød med en

Departementschef, der var i Besiddelse af mere Selvfølelse end

Finfølelse. Det blev forlangt af ham, at han skulde søge sin Af­

sked, og det var forgjæves at han, der var baade legemlig og

aandelig stærk nok til endnu at bestride sit Embede, bad om at

maatte forblive i dette blot et Aarstid endnu, iudtil han i April

1884 kunde feire 50aars Jubilæum som kgl. Embedsmand; ved

kgl. Resolution af 23de Januar 1883 blev han entlediget i Naade

med Pension. Dette krænkede ham dybt: en Trøst var det ham

dog, at Entledigelsen vakte almindelig Deltagelse og Harme. Slaget

ramte ham saa meget føleligere, som det „at revidere“ var bleven

en Sysselsættelse for ham, som han kun vanskelig kunde undvære;

imidlertid hjalp det ham dog i saa Henseende, at han havde en

Deel privat Revisionsarbeide, hvorved han vedblivende fandt Be-

skjæftigelse. — Men tungere Sorger skulde hjemsøge ham. I Aarenes

Løb var efterhaanden saagodtsom alle hans Barndoms og Ungdoms

Jævnaldrende døde; men endnu fulgte med ham paa hans lange

Livsvandring hans tvende ældste og bedste Omgangsfæller. Den

ene var hans Ungdomselskede, hans trofaste dyrebare Hustru.

Som de i Ansigtsudtrykket meer og meer kom til at ligne hinanden,

saa var Sjælssympathien og den gjensidige Forstaaelse mellem

dem i Aarenes Løb ikke aftaget, men tiltaget. Ret karakteristisk

var det, at alt som Alderen „stopped’ Bomuld i hans Øre“, saa

det blev vanskeligere og vanskeligere for ham at forstaa Andres

Tale, kunde han dog altid høre, hvad hun sagde, eller maaske

rettere ved Kjærlighedens Intuition forstaae hendes Ord. Det var

et yndigt Syn at see, hvor mildt deres Blikke søgtes og mødtes,

naar de to hvidhaarede Gamle sade sammen om Aftenen, hun ved

Divanbordet med sit Strikketøi eller en Bog, han ved sit Skrive­

bord, sysselsat med sine Regnskaber. Meget talte de ikke med

hinanden, men det Sprog, der ikke tales, men føles, Kjærligheds-