25 / 46
22
vundet Frisprog, hvilket han endog tillod sig at benytte sig af i
Skrivelser overfor sine Overordnede, Departementschefer og Ministre.
Men som Aarene gik, og nye, yngre Kræfter rykkede frem i de
Styrendes Rækker istedetfor hans gamle personlige Bekjendte, og
da tilmed hans tiltagende Døvhed mcer og meer besværliggjorde
mundtlige Gonferencer med ham, blev det vanskeligere at bære
over med den gamle Mands Særheder og noget steile Selvraadighed.
I 1882 kom omsider Katastrofen ved et Sammenstød med en
Departementschef, der var i Besiddelse af mere Selvfølelse end
Finfølelse. Det blev forlangt af ham, at han skulde søge sin Af
sked, og det var forgjæves at han, der var baade legemlig og
aandelig stærk nok til endnu at bestride sit Embede, bad om at
maatte forblive i dette blot et Aarstid endnu, iudtil han i April
1884 kunde feire 50aars Jubilæum som kgl. Embedsmand; ved
kgl. Resolution af 23de Januar 1883 blev han entlediget i Naade
med Pension. Dette krænkede ham dybt: en Trøst var det ham
dog, at Entledigelsen vakte almindelig Deltagelse og Harme. Slaget
ramte ham saa meget føleligere, som det „at revidere“ var bleven
en Sysselsættelse for ham, som han kun vanskelig kunde undvære;
imidlertid hjalp det ham dog i saa Henseende, at han havde en
Deel privat Revisionsarbeide, hvorved han vedblivende fandt Be-
skjæftigelse. — Men tungere Sorger skulde hjemsøge ham. I Aarenes
Løb var efterhaanden saagodtsom alle hans Barndoms og Ungdoms
Jævnaldrende døde; men endnu fulgte med ham paa hans lange
Livsvandring hans tvende ældste og bedste Omgangsfæller. Den
ene var hans Ungdomselskede, hans trofaste dyrebare Hustru.
Som de i Ansigtsudtrykket meer og meer kom til at ligne hinanden,
saa var Sjælssympathien og den gjensidige Forstaaelse mellem
dem i Aarenes Løb ikke aftaget, men tiltaget. Ret karakteristisk
var det, at alt som Alderen „stopped’ Bomuld i hans Øre“, saa
det blev vanskeligere og vanskeligere for ham at forstaa Andres
Tale, kunde han dog altid høre, hvad hun sagde, eller maaske
rettere ved Kjærlighedens Intuition forstaae hendes Ord. Det var
et yndigt Syn at see, hvor mildt deres Blikke søgtes og mødtes,
naar de to hvidhaarede Gamle sade sammen om Aftenen, hun ved
Divanbordet med sit Strikketøi eller en Bog, han ved sit Skrive
bord, sysselsat med sine Regnskaber. Meget talte de ikke med
hinanden, men det Sprog, der ikke tales, men føles, Kjærligheds-