30 / 46
27
en vis coqvelterende Vrissenlied hyppigt yndede at erklære, at
han helst var fri for at komme ud og befandt sig bedst ved at
sidde og „revidere“, saa var dette dog næppe alvorlig ment, thi
han deltog med største Livlighed i selskabelige Sammenkomster,
der som oftest netop ved hans livfulde Taler og kvikke Improvisa
tioner fik en adskillig større Fornøielighed for Deltagerne end den,
god Mad og Drikke kan forskaffe. Hvad disse materielle Nydelser
angaaer, satte han med sin fra Barndommen tilvante Tarvelighed
ikke særligt Pris paa dem; jeg mindes kun een Ret, der — om jeg
saa maa sige — kunde fremkalde en vis Begeistring hos ham, det
var Østers. Hans Hustru klagede tidt for Spøg over, at man ikke
havde nogen Glæde at at byde ham noget Lækkert, da han ingen
Smag havde, hvilket hun — maaske ikke med Urette — mente
maatte hidrøre fra, at han havde ødelagt sin Lugtesands ved over
dreven Brug af Tobak, navnlig Snustobak. Selv om han ei directe
tog Deel i de Unges Fornøielser ved Leg, Dands og Komediespil,
var dog hans Nærværelse stedse et Glæden forhøiende Incitament
ved den Interesse, han lagde for Dagen for vore Præstationer og
ved det Velvære, vi følte ved vor gjæstfri Værts milde Blik og
spøgefulde Bemærkninger. De Fornøielser, han søgte for sit eget
Vedkommende, vare faa. Han satte megen Pris paa Musik, havde
et fint Øre og en god Sangstemme, som han bevarede i sin høie
Alderdom, et Speciale for ham var en Evne til at kunne jodle,
og i sin Ungdom havde han livligt deltaget i Sammensang, men
hans mere og mere tiltagende Døvhed udelukkede ham fra denne
Fornøielse, ligesom den ogsaa satte Bom for hans Theaterbesøg.
Skjøndt han ikke var blottet for Natursands og til det Sidste ved
blev med sine daglige Spadsereture i ih edriksberghave, ei blot for
Motionens Skyld, men ogsaa for at frydes over Naturskjønheden,
brød han sig dog ikke om at reise; han manglede, som han selv
sagde, i høi Grad „Stedforandringssands“ ; i sit hele lange Liv var
han ingensinde udenfor Danmark, og de Reiser, han foretog i
Indlandet, og hvis Antal næppe overstiger en halv Snes, fandt
ubelukkende Sted i det Øiemed at besøge Slægt og Frænder. Den
bildende Kunst erklærede han sig med en vis Kynisme at være
aldeles uforstaaende overfor. Dette kunde synes underligt, idet
man nærmest skulde antage, at en døv Mand med særlig Iver
vilde søge den Nydelse, som Maleri og Billedhuggerkunst give, men
herved er dog at mærke, at Sands for og Forstaaelse af disse