29 / 46
vant til at passere.
Denne Regelmæssighed var da ogsaa et
meget bestemmende Motiv i hans Ulyst til at reise, og naar
han endog i sin Oldingealder overvandt den for at besøge sine
Børn i Jylland, saae disse da ogsaa deri et yderligere Bevis
paa den store Kjærlighed, hvormed han omfattede dem. Men hvor
godt han befandt sig paa disse Besøg, meente han dog stedse, at
lian maatte tilbage til Kjøbenhavn og sit der tilvante Liv; at for
søge paa at tildanne sig et nyt Vaneliv andetsteds, vilde han ikke
indlade sig paa. Sidste Gang han gjæstede Jylland var i For
sommeren 1893, men hvormeget end hans Datter Henriette ønskede,
at han skulde forblive i hendes Hjem i Fredericia indtil Efteraaret,
da hendes Sølvbryllup indtraf, for personlig at være med ved
denne Fest, — i det lønlige Haab at det, naar man først var
naaet saa vidt, skulde lykkes at formaae ham til at tage fast Stade
og tilbringe sit Livs sidste Aftentimer i det Hjem, han omfattede
med saa inderlig Kjærlighed — og hvor godt det vistnok i mange
Henseender kunde have passet for den 88aarige Olding at blive
draget ind i Provindslivets hyggelige Stilleben, var han dog ikke
til at overtale til at forlænge sin forud bestemte Reisetid med en
eneste Dag, end sige med et Par Maaneder.
Der var dog et Omraade, livor hans Tarvelighed og Regel
mæssighed ikke tik Lov til at gjøre sig gjældende, — det var i
hans daglige Tale. Den flød med stor Letlied over hans Læber
og havde sit ganske eiendommelige Præg; han ruttede med Adjec-
tiver, svælgede i Interrogativer, og brugte med stor Forkjærlighed
Fremmedord, snurrige Eder og billedlige Udtryk, hvilke Sprog
blomster lian ved forunderlige Omformninger vidste at give en
yderlig pudsig Virkning; han „gjorde ingen Kule af sit Røverhjerte“,
naar han kaldte det velordnede Festarrangement for „et virknings
fuldt Lavement“, og han kunde „Herren skal hamre mig“ ikke
forstaae „disse Fruentimmer, der styrte afsted med Tungen ud paa
Knæerne for at hale en Sporvogn ind“.
Jeg kender Ingen, om hvem det med saa megen Sandlied
som om ham kunde siges, at hans bedste Fornøielse var at fornøie
Andre. Han var derfor en søgt Selskabsmand i den Tid, da lians
Døvhed endnu ikke var tiltaget i saa høi Grad, at den lagde
absolut Hindring i Veien for hans Deltagelse, og skjøndt han med