27 / 46
24
Frederiksberghave, røg sin Pibe Tobak og fik sig sin AftenPhombre
— helst hver Dag. Da Christian imidlertid i April 1891 blev ud
nævnt til Amtsforvalter i Viborg og den gamle Mand ikke vilde
indlade sig paa at drage til Jylland, blev hans Livskreds end
yderligere indskrænket. Vel fandt han ogsaa et kjærligt og venligt
Hjem hos sin yngste Søn Marcel, der den 6te April 1887 var
bleven gift med Louise Vieth, og deres smaae Børn vare ham en
stadig Kilde til bedstefaderlig Fryd, men det var dog den yngste
Slægt, han nu færdedes mellem, den for hvem hans Velmagtsdage
nærmest var et ikke selvoplevet Minde. Hans Døvhed var næsten
absolut, og hans Syn blev ogsaa efterhaanden svækket, saa at han
ikke længer kunde læse, ja tilsidst kunde han ikke se Kortbladenes
Chiffre rigtigt, og det kjære L’hombrespil maatte ogsaa lægges paa
Hylden. Nu var han træt, længtes efter at Vorherre skulde kalde
ham hjem; mild og venlig var han dog altid, og naar hans i Jyl
land bosatte Børn ved Besøg i Kjøbenhavn mærkede hans tiltagende
Affældighed, mildnedes Bekymringen herover ved at see hans Øje
lyse paa gammel Vis, naar han kjærligt tog imod dem, og ved af
og til at fornemme et opblussende Glimt af hans gamle Humeur.
Da jeg sidste Gang saa ham, sagde han til mig: ,,Ja veed du hvad,
nu duer jeg kun til at røge Tobak, og det er virkelig for lidt at
leve for.“ Dette var dog kun en af hans sædvanlige spøgefulde
Vendinger; nu som før levede han for og i sin store Kjærlighed
til sine Børn og Børnebørn, hvis Fremgang og Opvæxt han fulgte
med usvækket Interesse, og hans Hjerte vaandede sig i dyb Med
følelse med Christian, da denne i Januar 1896 mistede sin trofaste
Hustru Augusta, og med Frants og Aurelia, da disse i Foraaret
1897 havde den tunge Sorg at miste deres eneste Barn Poul, en
haabefuld I6aarig Yngling. — Men Kjærligheden hører jo til ud
over det jordiske Liv; i det var hans Gjerning endt og det var
derfor med dyb Veemod men uden Sorg, at vi modtoge Efterret
ningen om, at han den 14de Avgust 1897 efter et kortvarig Syge-
leie havde fundet den attraaede Forløsning. Den 19de s. M. jord
fæstedes han paa Frederiksbergkirkegaard i det Gravsted, som
gjemte Støvet af hans dyrebare Ægtefælle, og ved hvilket han saa
tidt havde dvælet i Tanken om det Gjensyn med hende, hvorefter
han længtes saa saare.