31 / 46
Kunstarter kræve et Tilegnelsesarbeide og dertil hørende Tidsan
vendelse, som hans Barndom og Ungdom udelukkede, da han den
gang maatte og vilde anvende al sin Flid og alle sine Evner til
at skabe sig en Existents, og i den modnere Alder satte han en
— stundom i dette Tilfælde noget misforstaaet — Stolthed i at
kunne undvære. Een Fornøielse var der dog, som han undte sig
selv og som i hans Alderdom vedblev til det sidste i Forbindelse
med Tobaksrygning at være hans væsentligste Adspredelse, og det
var at spille L’hombre. I en lang Aarrække havde han sit faste
L’hombreparti H. J. K. B.*), senere var det med Sønner og
Søskendebørn, at han „studerede Holmblads Værker“. Det var en
sjælden Nydelse at spille med ham, thi han var totus in illo, fulgte
med utrættet Interesse Spillets Gang og var fuldstændig fri for
enhversomheJst Paavirkning af Humeuret ved Tab; den øieblikke-
lige Situation stod stedse til at læse paa hans Mine; snart seiers-
stolt, snart dybt bekymret; nu hoverende overlegen, nu høist irri
teret, givende Kalotten den ene Dreining etter den anden, symbolsk
antydende sin Iver efter at give Spillets Gang en anden Gænge.
Og saa det Forraad af Vifssatser, der ledsagede Skjæbnens Om
skiftelser, og som stedse fremførtes med en eiendommelig frisk
Fylde! Var der faa Trumfer paa Haanden, hed det: „rari
nantes in vasto gurgite!“ den første Béte, der blev sat, ledsagedes
ufravigeligt af et: „Det første Skridt paa Lastens Bane“, og ved
den næste hed d e t: „Atter en Cypres i Laurbærlunden“ ; ved prø
vende Udspil lød Yttringen: „Man kan aldrig vide, hvor Haren
gaaer, sagde Kjærlingen, hun spændte Snaren i Vadsken“ ; naar
Stikket gik til ham i Baghaanden, hørtes et triumferende: „Hinter
dem Berge wohnt auch Jemand“ eller: „Kom nu til mig, sagde
Vorherre til gamle Ane“ ; med Vemod constaterede han, naar hans
Kort vedvarende vare slette, at han „i denne Konges Tid“ ikke
havde seet et sort Es paa sin Haand, og høilydt dolerede han
over „Kjøbenolo“, denne „menneskelige“ Opfindelse! Saare be
tegnende er det, at et af hans bedste Digte er en vittig Parafras
over hans kjære Spil, betitlet „Livet en L’hombre“.
*) Holbech, Jensen og Krebs, Lærere ved Metropolitanskolen, vare de Tre,
der sammen med Bang dannede denne Klangfigur, der ogsaa var Forbog
staverne i hans Moders Navne: Henriette Jacobine Kreutzfeldt Bang.