154 / 376
1 48
Kristian IIP s Tropper gaar over til Sæland i Juli 1535.
egen Husbjælke og hans Gods deles mellem Landsherren og
de redelige Karle, der gjorde deres Skyldighed.
Men Almuen var forsagt. De regulære Tropper var
smeltede sammen og kunde ikke forsvare Kysten. Midt i
Juli tog Peder Skram, der allerede 9. Juni havde vundet en
Sejr over den lybske Flaade, Korsør Slot, og Flaaden førte
Hæren over. 17. Juli var Kong Kristian III. i Køge, og
næste Dag var hans Flaade i Øresund, medens Wullenwewer i
Lybæk var nær ved at fortvivle over den Tilbagegang, hans
Magt havde lidt ved Stadens indre Partistridigheder, og den
Lunkenhed han mødte i den Sag, der efter hans Mening
gjaldt Lybæks Ære og Magt. Nu var det kun Malmø og
Kjøbenhavn, der skulde vise hvilken Kraft, der var i de
Ideer, der kæmpedes for. Men naar man overvejer For
holdene, fandtes der vel ikke andet end Rædsel og For
færdelse hos Borgerne. Der var næppe stor Tillid til de
2 tydske Herrer, hvis fjendtlige Sindelag imod hinanden
maatte være enhver bekendt. De egennyttige Formaal, de
kæmpede for, har næppe været nogen Hemmelighed for dei'es
Landsknægte, der paa deres Landsmænds Vis næppe har
kunnet afholde sig fra at vise en viss ubehagelig Selvfølelse.
Tilbagegangen i Krigslykken har i ethvert Tilfælde vist, at
Fyrsterne ikke var Situationen voksne. Og Kong Kristierns
Parti, hvor stort har det vel været? Man mindedes Fredrik I.,
en jævn, venlig Mand, der ikke ringeagtede Borgerne, men
xnaaske mere end en Gang deltog med dem i festlige
Sammenkomster. Han havde ydet baade Byen i Almindelighed
og enkelte Borgere ikke faa Beviser paa sin Naade, udvidet
deres Bymark, givet dem saa megen Trosfrihed, som han
formaade, ligesom han saa igennem Fingre med de Extra-
vagancer, som deres Trosiver og Vedliængen ved hans For
mand havde ført dem til. Naar de nu sammenlignede ham
med Kristiern, om hvis heftige- Sind Mindet endnu maatte
fylde dem med Gru, saa kunde mange af dem maaske næppe
sige, orn de af Hjertet kunde ønske ham tilbage, det skulde