28 / 346
23
maa derfor ikke drikke hinanden til tvæ rs over Bordet, — det maa kun
Gæsterne — , men de skulle drikke hinanden »retssinninges om til«.
Den Broder, der er yngst af Aar, skal besørge Gildets Hverv, d. v. s.
dets Budforretninger og hvad andet lignende, der kan falde for. Det er
en Bestemmelse, der falder nøje sammen med Bestemmelserne i de senere
Laugsskraaer, hvor den i Lauget sidst optagne Mester havde til P ligt a t
forrette Æ rinder for Oldermanden i Laugets Tjeneste.
Allerede i Gildeskraaen af 1403 møder vi Spor af
Svendevandringerne.
I Pk t. 3 tales der om, hvad Gildet skal foretage sig, hvis en Broder dør et
andet Sted end i København, og i Pk t. 5 om, hvorledes en Svend, der har
væ ret syg og m odtaget Hjælp af Gildet, skal stille Borgen for det skyldige
Beløb, hvis han vil »vandre en anden Vej til Tjeneste«. P k t. 7 og Pk t. 27
omhandler Svende, der kommer hid »af fremmed Land« og vil gaa i T je
neste her, og af det sidstnævnte P un k t fremgaar det desuden, a t Svenden
fæstedes for et halvt Aar ad Gangen, idet det hedder, a t »vandrer han frem
deles et halvt Aar og kommer a tte r igen,« da skal han ligeledes give 3
Hvid til Gildet. Endelig tales der i Pkt. 26 om den Broder, der er uden
lands.
Svendevandringerne, der senere i Ziinftens Dage kom til a t spille saa
stor en Rolle indenfor Laugene, har saaledes allerede væ ret i fuld Flor,
da Skraaen af 1403 blev forfattet.
Ogsaa om
Forholdet til Mestrene
taler Skraaen. Her er da først dette, at
Gildet er stiftet med Sam tykke af Oldermænd og menige Brødre i Bager
gildet. Allerede her møder vi det patriarkalske Forhold mellem Mestre og
Svende, der bestod til helt op imod vor Tid, selv om der jo ikke saa sjældent
kunde opstaa Rivninger mellem de to P arter. Svendene havde jo Kost
og Logi hos Mesteren, var i hans Brød og for hans Husstand a t regne.
Selv skulde de jo en Gang være Mestre, og oprørske Tanker laa dem paa
dette tidlige T id spunkt ret fjernt. Det var da ikke saa underligt, a t man
søgte Mestergildets Sam tykke til Svendegildets Oprettelse.
Saa er der Svendens Forpligtelse overfor Mesteren. Han maa ikke spille
om Penge, naar han skal sælge sin Herres Brød. (Pkt. 10). Den ene maa ikke
kalde den andens Køber til sig og saaledes fravende den første Handelen.
(Pk t. 11 og 23).
Og endelig, Tvistigheder mellem to Brødre skal først forelægges Skaf
feren, og kan han ikke forlige P arterne, skal Sagen forelægges Mestergildets
Oldermand. Ingen Broder maa anklage en anden for Byfogden, førend
Striden havde væ ret for ved Mestergildets første Stævne. Det gjaldt om