i smaa kæmpende Grupper, hvor hver maatte klare sig,
saa godt han kunde. De Witt gik med det samme løs paa
Rigsadmiral Wrangels Skib »Victoria,« men han fik ikke
Støtte nok af sine egne Skibe, da en del af hans Eskadre
kom i Kollision udfor Kronborg, og snart var hans eget
Skib »Brederode« omringet af 4 svenske Skibe under
Bjelkenstjerne. Det blev fuldstændig sønderskudt, gik paa
Grund ved Espergærde og entret af Svenskerne. De Witt
og den lille Haandfuld Mænd, han havde tilbage, forsvare
de deres synkende Skib med hensynsløs Vildskab mod de
entrende Svenskere, og Admiralen stod til sidst balance
rende paa Stumperne af sine bortskudte Ben og sloges,
indtil han blev overmandet og døende ført i Land, imens
hans Skib sank. Ogsaa Peter Flores paa »Josua« var haardt
trængt; to Gange entrede Svenskerne Skibet, og skønt
baade han selv og hans Kaptajn faldt, lykkedes det allige
vel Besætningen at afslaa Angrebene.
Obdam og Wrangel kæmpede længe og haardnakket
mod hinanden, Skib mod Skib, indtil Wrangel med sit
Skib »Victoria« maatte trække sig ud af Kampen og søge
ind til Helsingør. Men i Mellemtiden var der kommet
adskillige hollandske og svenske Skibe til og det synes,
som om Hovedslaget kom til at staa om Obdams stærkt
beskadigede Skib »de Eeendragt«. Han fortæller selv, at
hans Ror var blevet skudt i Stykker, og at to svenske
Skibe lagde sig paa Siden af ham, mens passerende Skibe
stadig gav ham det glatte lag. Navnlig Skibet »Morgen
stjernen,« der laa for Boven af ham, gjorde stor Skade
ombord paa »de Eeendragt« ved at smide Haandgranater
over paa Dækket — samtidig skød en svensk Viceadmiral
15-16 Kanonskud og en Mængde Musketskud igennem
Kahytterne agter. To Kaptajner med deres Baade, Aert
van Nes og Jan de Liefde, hjalp Obdam saa godt de kunde,
og tilsidst blev »Morgenstjernen« da endeligt erobret, men
umiddelbart efter var Kaptajn de Liefde saa uheldig at
komme til at sejle Erobringen i Sænk. Han fik dog reddet
40 svenske Fanger og den hollandske Prisebesætning over
paa sit Skib via Bovsprydet — en Scene der forøvrigt er
151