gengivet paa flere af den hollandske Maler van der Veldes
Malerier. De fleste af de hollandske Skibe lod sig efter-
haanden af Vinden føre videre mod København forbi
Obdam, der giver et Rids af hele Situationen med disse
ord:
»Vi var Mutters alene blandt Fjendens største Skibe,
hvor vi vel laa i to Timer, en Tid for Anker af Frygt for
at støde paa Grund, en Tid drivende med vor Løjtnant og
nogle af vore Folk paa Prisen »Morgenstjernen,« Halv
delen af vore Folk døde og kvæstede, Brand i Boven og
Konstabelkammeret, vores Vant alle overskudte, saavel-
som Halse, Braser og Boliner og Skøder, vore Sejl i Laser
og 5-6 Fod Vand i Skibet, saa at vore nederste Porte ikke
laa tre Fingerbredder over Vandet, og mest fordi Skibet
begyndte at hælde. Imidlertid kom den ene efter den
anden op mod os og gav os Laget; vi delte ogsaa saa
rigeligt ud som muligt. De havde kunnet lægge os ved
Siden med 6-7 Skibe paa een Gang, dog Gud indgav dem
ikke den Tanke. Tilsidst lod de os ligge og laverede igen
til Kronborg.«
Den gigtsvage Admiral, der under det hele sad i sin
Lænestol agterude, indhyllet i sine Tæpper og Skind og
ledede Slaget besindigt og roligt, har altsaa virkelig været
i Knibe, og det var ikke saa lidt af et Held, at han slap fra
det, for hvis Admiralskibet var bukket under, er der næppe
nogen Tvivl om, at Svenskerne kunde have indhentet og
ødelagt Proviantflaaden, der under alt dette lige saa stille
var listet ned gennem Sundet til København. Hvorfor den
Eskadre, som Wrangel havde ladet ligge ved Hveen, ikke
rørte en Finger for at stoppe Transportskibene er noget af
en Gaade, for den var ikke paa noget Tidspunkt impliceret
i Søslaget og skulde derfor have haft Tid og Lejlighed nok
til, paa Trods af Bjelkes lille Flaadeafdeling som den var
langt overlegen, at standse og erobre Forsyningsskibene.
Et Fingerpeg om Grunden til denne Uvirksomhed har man
maaske i, at Gustav Wrangel, Rigsadmiral Wrangels Slægt
ning, der kommanderede denne Eskadre, senere blev stil
let for en Krigsret, anklaget for Fejghed. Hele Kampen
152