170 / 331
til Ende, og den hollandske Flaade gik under Sejl med
Kurs mod Danmark. Den 23. Oktbr. bragte sveddryppende
svenske Kystvagter Carl Gustav, der opholdt sig paa
Kronborg, Besked om, at en stor hollandsk Flaade var an
kret op ud for Gilleleje. Det foruroligede Kongen en hel
Del, men selv om den hollandske Flaade blev liggende
paa samme Sted i hele seks Dage paa Grund af Modvind,
gjordes der fra svensk Side ingen Anstalter til at angribe
den, sikkert fordi Carl Gustav endnu ikke var klar over,
om det var København, Hollænderne var paa Vej imod,
eller om denne Flaade var, om ikke ligefrem sendt til
Hjælp for ham selv, saa dog uden krigeriske Hensigter
mod ham. En medvirkende Grund til Svenskernes Tøven
har dog sikkert ogsaa Rigsadmiral Wrangels Holdning
været. Han ville paa ingen Maade gaa med til at opsøge
Hollænderne, men foretrak at blive liggende med den
svenske Flaade, der i Huj og Hast var blevet tilkaldt, i
det snævre Løb mellem Helsingør og Helsingborg, hvor
han mente at kunne spærre Hollænderne Vejen effektivt
ved Hjælp af Kronborg og Helsingborg Fæstning.
Imens Obdam laa underdrejet ved Gilleleje, fik han
det ene Brev efter det andet fra Frederik d. III, der hele
Tiden beklager den Modvind, der hindrer Hollænderne
i at gaa under Sejl, og Gang paa Gang understreger, hvor
vigtig den hollandske Hjælp er for Rigets Eksistens. Den
28. Okt., Dagen før Slaget, skriver Kongen, at han har
modtaget Generalstaternes Brev, om at den hollandske
Flaade, saa snart den har naaet Danmarks Kyster, skal
lyde hans Ordrer, og i Kraft af denne nye Myndighed skri
ver han, at han, da den svenske Flaade spærrer Sundet,
ingen anden Udvej ser, end at Obdam »fatter en tapper
Resolution og angriber ved først favorable Vind«. Den
næste Morgen, samme Dag som Slaget staar, sender Ob
dam et beroligende Brev til den nervøse Monark, hvori han
siger, at hans Folk er »optændt af stor Courage« og at de,
saa snart Vinden bliver nordlig, skal sætte Sagen i Gang
»i Guds Navn for Kongens retfærdige Sag og i hele Kri
stenhedens almindelige Interesse i det Haab, at Gud vil
148