172 / 331
sig om en national, hollandsk Flaade, og Gertdsons Til
stedeværelse paa svensk Side kunne i dette Tilfælde godt
komme til at smage lidt af Forræderi mod Holland — naa,
han ses nu heller ikke at have spillet nogen væsentlig
Rolle i Kampen, saa han har aabenbart foretrukket at hol
de sig i Baggrunden. Den svenske Flaade var som sagt den
hollandske ikke saa lidt overlegen, og den lille danske
Flaadeafdeling paa ni Skibe, som det var lykkedes Henrik
Bjelke at slippe ud fra København med, da den svenske
Flaade forsvandt for at afgaa til Kronborg, havde ikke
haft Mulighed for at slutte sig til Obdam, mens han laa
ved Gilleleje, fordi den svenske Flaade spærrede Vejen,
og nu, hvor den kunne have gjort Nytte ved at angribe
Svenskerne i Ryggen, maatte den blive liggende ved
Hveen paa Grund af Modvind, og den blev vel ogsaa i
nogen Grad holdt i Skak af den Eskadre, Wrangel havde
ladet ankre op ved Hveen.
De Witt naaede med Avantgarden ud for Kronborg Kl.
8 om Morgenen. Han holdt sig midt i Sundet for saa vidt
muligt at holde sig fri af Batterierne i Land. Lige i hans
Kølvand fulgte Resten af den hollandske Flaade. Carl
Gustav, der sammen med sin Dronning og sit Hof iagttog
dette storslaaede Skuespil fra Kronborgs Vinduer, var
stærkt i Tvivl om Meningen med hele denne Opmarch,
fordi han stadig ikke havde modtaget nogen formel Krigs
erklæring fra Holland, og han gav derfor Ordre til at hilse
den hollandske Flaade med det sædvanlige Løsen, to Skud
med løst Krudt. Men da denne Hilsen ikke blev besvaret,
var han klar over, at dette var Alvor, og at Flaaden var
paa Vej for at undsætte København, og han affyrede
egenhændig fra Kronborgs Bastion det første skarpe
Skud, og et Øjeblik efter tordnede Landbatterierne fra
begge Kyster mod hollænderne, der dog ikke led nogen
nævneværdig Skade ved dette Bombardement og ufortrø
dent fortsatte Sejladsen.
Den svenske Flaade gik nu under Sejl og snart efter var
de to Flaader i Kamp. Paa Grund af den snævre Plads,
opløstes Slagordenen meget hurtigt, og Flaaderne opdeltes
150